34-årig brød ind i lejlighed og tæskede mand og kvinde med koben og hammer
Mand og kvinde blev udsat for særdeles grov vold, da en 34-årig mand brød ind i en lejlighed i Nørresundby

Foto Michael Bygballe
NØRRESUNDBY:En 34-årig mand gik amok om morgenen 3. januar, hvor han brød ind i en lejlighed i Nørresundby og begyndte at tæske løs på en mand og kvinde med koben og hammer.
Den voldsomme episode skete omkring klokken 08.15. Her skaffede den 34-årige sig adgang til lejligheden ved at bryde døren op. Med sig havde han et koben og en hammer, som han begyndte at slå med.
Både manden og kvinden, der befandt sig i lejligheden, blev ramt af adskillige slag i hovedet og på kroppen, og kvinden blev også stukket i benet med en ukendt genstand.
Fredag blev den 34-årige så idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for den grove vold, oplyser anklager Eva Madsen.
Slog omkring sig i blinde
Både voldsmand og de to ofre er en del af misbrugsmiljøet. Hvad der præcis var årsag til den grove vold, kom ikke frem under retsmødet.
Men den 34-råige havde sin helt egen udlægning af hændelsesforløbet, da han afgav forklaring i retten.
Han forklarede, at han var i lejligheden, fordi han skulle hente nogle ting, men da han kom inden for, blev han blev bragt i en situation, hvor han blev nødt til at slå med hammeren og kobenet.
Men der var mørkt i lejligheden, så han ikke kunne se noget, og derfor slog han bare omkring sig i blinde, lød forklaringen fra den 34-årige, oplyser anklageren.
Den forklaring om nødværge troede retten dog ikke på, og dømte han altså for grov vold.
Den 34-årige udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.