37-årig mand erkender knivstikkeri på Sydsjælland
En mand, der lørdag meldte sig selv til politiet, er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Opdateret kl. 14:01
En 37-årig mand har søndag erkendt, at han lørdag stak en 26-årig mand med kniv i den sydsjællandske by Hårlev lørdag.
Det oplyser Mikael Rahn, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi, efter at den 37-årige har været i grundlovsforhør.
Manden blev fængslet i fire uger. Han er sigtet for grov vold.
Det 26-årige offer blev fløjet til Rigshospitalet efter knivstikkeriet. Han blev stukket flere gange med kniv i overkroppen og maven og blev senere meldt uden for livsfare.
Lørdag aften meldte den 37-årige sig selv til politiet.
Både den 37-årige og den 26-årige er fra lokalområdet. De to kender hinanden, oplyser vagtchefen, der dog ikke kan oplyse, hvad deres relation er.
Hændelsen er dog ifølge politiet ikke banderelateret.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 15.57. Efterfølgende var Hovedgaden i Hårlev spærret, mens politiet arbejdede på stedet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.