38-årig begik overgreb mod datter og steddatter

Da han blev grebet i at have taget billeder og video af sin steddatter, dukkede beviser på flere overgreb op

 <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Da en nu 38-årig mand blev anmeldt for to gange i februar 2021 at tage fotos af sit stedbarn i forbindelse med, at hun var i bad, satte det gang i afsløringer af flere episoder.

For denne episode var ikke den eneste. Det var heller ikke det eneste barn, der havde været udsat for krænkende adfærd fra den 38-årige. Det viste politiets efterfølgende efterforskning.

Det fortæller anklager Anne Thyrrestrup. Hun oplyser også, at sagen mod den 38-årige mand har været kørt som en tilståelsessag ved Retten i Aalborg.

Episoden i februar 2021 ledte politiefterforskningen videre til afsløringen af, at manden i perioden fra først i 2014 til først i 2015 flere gange udsatte sit stedbarn for seksuelle overgreb. Det skete i form af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med barnet, der da var under 12 år.

Men også den 38-åriges egen datter blev udsat for overgreb i form af blufærdighedskrænkelse.

7. august 2018 tog han et foto af sin mindreårige datter, mens hun lå og sov iklædt en top og et par underbukser. 24. august 2018 om natten optog han en video af datteren, hvor hun lå og sov. Her var fokus på datterens underliv.

Manden blev fældet for overgrebene i forbindelse med afhøringer og gennemgang af hans elektroniske medier, oplyser Anne Thyrrestrup.

Den 38-årige blev idømt 10 måneders betinget fængsel med vilkår om sexologisk behandling. Han fik desuden et forbud mod at besøge og bo sammen med børn under 18 år. Prøvetiden for det blev fastsat til to år.

- Det er en dom, vi er tilfredse med. Det er fint, at vi har muligheden for at behandle et menneske, som tydeligvis har behov for det. Det var vores påstand, der blev fulgt, siger anklageren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dreng mistede del af finger på skolens legeplads
Luk