Narkokriminalitet

42-årig mand dømt for levering af stoffer ved supermarked

En 42-årig mand er blevet idømt fem år og seks måneders fængsel for overdragelse af flere kilo hård narkotika.

En 42-årig mand er mandag blevet idømt fem år og seks måneders fængsel for at levere kilovis af hård narko til en parkeringsplads ved et supermarked i Odder. (Arkivfoto).
En 42-årig mand er mandag blevet idømt fem år og seks måneders fængsel for at levere kilovis af hård narko til en parkeringsplads ved et supermarked i Odder. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:49

På en parkeringsplads ved et supermarked i Odder blev der ikke kun båret dagligvarer ud i bilerne.

Stedet blev også brugt til lyssky leverancer af hård narko.

Mandag har Retten i Randers idømt en 42-årig mand fem år et halvt års fængsel for hans rolle i handlen med de ulovlige stoffer. Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Rene Birk Hansen er dømt for at have leveret seks kilo amfetamin og 100 gram kokain til to medgerningsmænd i 2020.

Den 42-årige gav stofferne videre til medgerningsmændene på parkeringspladsen ved et Lidl-supermarked i Odder.

Rasmus Gyldenløve Jensen, der er specialanklager i NSK, glæder sig over både efterforskningsarbejde og dommen.

- Der ligger et virkeligt godt stykke efterforskningsarbejde bag denne sag.

- Jeg er derfor også tilfreds med, at retten i dag har idømt den 42-årige en lang fængselsstraf for at bestille og koordinere overdragelsen af blandt andet en stor mængde amfetamin, siger han i pressemeddelelsen.

Anklageren gik efter seks års fængsel, men han er alligevel tilfreds med den lidt mildere straf. Retten lagde vægt på, at manden havde en underordnet rolle i sagen, og at han ikke tjente penge på leveringen.

I sidste uge blev en 28-årig mand ligeledes dømt for overdragelse af fem kilo amfetamin i samme sag. Den tredje mands sag venter på at komme for retten.

Af den grund vil Rasmus Gyldenløve Jensen heller ikke kommentere efterforskningen.

Den 42-årige og de to medgerningsmænd har siddet varetægtsfængslet siden 11. maj. Rene Birk Hansen modtog dommen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden