Krimi

44-årig døde i ulykke: Politiet har anholdt formodet flugtbilist

En mand, der blev anholdt tirsdag, er sigtet for uagtsomt manddrab og for at efterlade hjælpeløs person.

Politiet anholdt tirsdag en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med en dødelig ulykke, der fandt sted i Silkeborg lørdag. (Arkivfoto).
Politiet anholdt tirsdag en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med en dødelig ulykke, der fandt sted i Silkeborg lørdag. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:03

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 38-årig, der mistænkes for at være involveret i en dødelig trafikulykke i Silkeborg i weekenden.

Det skriver Midtjyllands Avis. Anholdelsen fandt sted tirsdag.

Ulykken fandt sted på Nordskovvej ved Silkeborg og kostede en 44-årig mand livet.

Politiet blev alarmeret om ulykken kort før klokken 06 lørdag morgen, da en forbipasserende fandt den afdøde 44-årige i vejkanten.

Politiet formoder, at den 44-årige blev ramt af en bil, som den anholdte førte, og som efterfølgende flygtede fra ulykkesstedet.

Manden er sigtet for uagtsomt manddrab og for ikke at have hjulpet en person i hjælpeløs tilstand. Det oplyser Michael Svendsen fra lokalpolitiet i Silkeborg til avisen.

Den 38-årige blev løsladt efter endt afhøring.

Over for Midtjyllands Avis ønsker Michael Svendsen ikke at svare på, hvordan den 38-årige forholder sig til sigtelsen.

I forbindelse med ulykken efterlyste politiet den bil, som man mente havde været involveret i ulykken. Samtidig blev en mand og en kvinde efterlyst.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden