44-årig mand dømmes som en af de første efter ny stalkinglov

Et opløst familieforhold har været en central del i en sag om en mand, der nu er dømt efter en ny stalkinglov.

Retten i Roskilde har idømt mand otte måneders fængsel for stalking. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Retten i Roskilde har idømt mand otte måneders fængsel for stalking. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Som den første blev en 44-årig mand i januar varetægtsfængslet for at have overtrådt den nye lov om stalking, som trådte i kraft ved nytår.

Fredag er han blevet idømt otte måneders fængsel for at have stalket sin ekskæreste i en længere periode fra midten af sidste år.

Det har Retten i Roskilde afgjort, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Det er et opløst familieforhold, der har udgjort den centrale del af sagen mod den 44-årige mand.

Han blev smidt ud af sin kæreste og fik senere et midlertidigt forbud mod at se parrets fælles børn. Det kom frem under et tidligere retsmøde.

Manden er dømt for 19 ud af 20 kriminelle handlinger, der er blevet listet i et langt anklageskrift. En del af dem drejer sig om, at han skal have henvendt sig direkte til kvinden via sms'er.

For eksempel skrev han "hævn!" den dag, politiet havde givet ham et tilhold, der gjorde, at han ikke kunne tage kontakt til sin tidligere partner.

I opslag på Facebook kan man blandt andet se manden tale til kameraet, mens han kører bil.

"Hvis der er nogen, der prøver at sætte mig i fængsel eller prøver at stoppe mig, bliver jeg bare forsinket. Når jeg er sluppet fri igen, så vil jeg finde mine børn, og så vil jeg skærme mine børn," siger han i en af videoerne.

Manden var tydeligvis uforstående over for, at sådan nogle opslag kunne finde vej til et anklageskrift. Han havde nemlig slet ikke til hensigt at nå ud til hende via det sociale medie, lod han retten vide. Hun var nemlig allerede blevet blokeret.

- Jeg håbede på opmærksomhed fra politikere og journalister, forklarede manden.

Kvinden har også indgået som vidne i sagen. Hun kunne blandt andet fortælle, at hun mange gange var blevet gjort opmærksom på, at hendes fulde navn var blevet lagt ud på Facebook.

- Jeg var rigtigt bange for, hvad han ville gøre, fortalte hun.

Manden er også blevet dømt for at have jagtet kvinden i sin bil.

I den forbindelse fik han stoppet hendes bil, hvorefter han lavede et halshug-tegn til kvinden. Imens sad deres fælles datter på bagsædet, mens dørene til bilen var blevet låst.

Manden har anket dommen på stedet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.