Drab

45-årig mistænkt fængslet for drab på 58-årig i bygd

En mand blev tirsdag aften fundet livløs i bygden Arsuk i Grønland. Hans liv stod ikke til at redde.

I foreløbig fire uger skal en 45-årig mand sidde varetægtsfængslet mistænkt for at stå bag et drab i den grønlandske bygd Arsuk.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Politikommissær Julie Senderovitz Bendtsen skriver, at den 45-årige blev fængslet onsdag aften. Om 28 dage skal en dommer på ny vurdere, om der er beviser nok til at holde manden bag tremmer.

Det var tirsdag aften, at vagtcentralen klokken 22.24 modtog en melding om en livløs person i bygden, der ligger i den sydvestlige del af Grønland.

Kommunefoged og sundhedspersonale blev med det samme sendt til adressen, hvor de fandt den 58-årige mand, livløs og uden vejrtrækning.

- Der blev påbegyndt livreddende førstehjælp med det samme, men det lykkedes desværre ikke at redde mandens liv, skrev politikommissæren i forbindelse med fundet tirsdag.

Politiet i Nuuk sendte fire efterforskere med helikopter til Arsuk. De ankom tidligt onsdag morgen, og om aftenen valgte en dommer i Nuuk altså at fængsle den mistænkte mand.

Ifølge politiet er det forklaringer fra vidner samt "omstændigheder på gerningsstedet", som gør, at politiet efterforsker sagen som drab. Det fremgår ikke, hvordan drabet menes at skulle være begået.

Det formodede drab på den 58-årige er den sjette gang i år, at en person er blevet dræbt eller død som følge af vold i Grønland, der har omkring 56.000 indbyggere. Der er i snit omkring fem drab årligt i landet.

Årets første drab fik politiet melding om tidligt om morgenen på årets første dag. Det var en da 18-årig mand, som begik så grov vold mod sin 42-årige far i Sermiligaaq i Østgrønland, at han døde. Det er sønnen siden dømt for.

Nogle dage senere blev en 48-årig mand fundet død i en lejlighed i Tasiilaq, og en 41-årig kvinde blev sigtet og anholdt.

Senere i januar blev en 57-årig mand dræbt af skud med en riffel i Niaqornat i det vestlige Grønland, og en person blev anholdt og mistænkt for drab.

I marts blev en 56-årig kvinde fundet dræbt i Sisimiut i Vestgrønland, og en yngre mand blev tilbageholdt og mistænkt.

Natten til 26. april var endnu et drab i Tasiilaq. Denne gang på en 30-årig mand. Her blev en mistænkt mand også anholdt og tilbageholdt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden