Krimi

46-årig mand sigtes for stalking og varetægtsfængsles i 25 dage

Manden kontaktede kvinden telefonisk hundredvis af gange i døgnet og mødte uønsket op på hendes adresse.

En 46-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet frem til 28. august og sigtet for stalking af en kvinde på Vestsjælland.

Manden nægter sig skyldig og kærede fængslingen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på X.

Manden lærte kvinden at kende på sociale medier, og det udviklede sig til, at han kontaktede hende telefonisk flere hundrede gange i døgnet.

Han mødte ligeledes uønsket op på kvindens adresse mod hendes vilje.

- Stalking er enormt belastende for den person, det går ud over. Derfor undersøger vi hver gang, de muligheder vi har for at stoppe det, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

- Hvis der er grundlag for, at folk bliver fængslet, så udnytter vi også den mulighed, lyder det videre.

Den 46-årige mand blev anholdt lørdag i nærheden af Ringsted, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden