48-årig mand kørte spritkørsel og truede politiet
To bilister blev i løbet af weekenden taget på fersk gerning, da de var ude og køre spritkørsel på Mors

To 48-årige mænd blev ved to forskellige lejligheder sigtet for spirituskørsel i løbet af weekenden. Arkivfoto: Torben Hansen
MORS:To 48-årige mænd fra Mors burde have ladet bilen stå, da de i løbet af weekenden satte sig bag rattet efter at have indtaget alkohol.
Fredag kl. 19.54 blev en 48-årig lokal mand i en bil med udenlandske nummerplader stoppet på Elsøvej ved Frøslev.
Politiets patrulje kunne konstatere, at manden var påvirket af alkohol, hvorfor han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Manden skulle efterfølgende med til sygehuset for at få udtaget en blodprøve, men på vej i bilen opførte han sig truende overfor én af betjentene. Derfor fik han yderligere en sigtelse for trusler mod politiet.
Lørdag kl. 18.10 var endnu en 48-årig mand fra lokalområdet ude at køre i sin varebil på Næssundvej ved Mollerup, da han blev stoppet af politiet.
Han blev ligeledes konstaret spirituspåvirket, og blev taget med til udtagelse af en blodprøve.
I begge tilfælde bliver det resultatet af blodprøven, der skal afgøre størrelsen på bilisternes promiller.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.