51-årig uden kørekort bankede ind i ambulance - nu vil politiet konfiskere bilen

51-årig mand har gentagne gange kørt bil i påvirket tilstand - nu står han til en konfiskation af sit køretøj

Efter gentagne gange at have kørt bil i påvirket tilstand, står 51-årig til at få konfiskeret bilen. <i>Arkivfoto</i>

Efter gentagne gange at have kørt bil i påvirket tilstand, står 51-årig til at få konfiskeret bilen. Arkivfoto

THY-MORS:Lørdag kl. 16.10 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Poppelvej i Hurup.

Her havde en personbil påkørt en ambulance, med væsentlig materiel skade til følge. Bilisten var efterfølgende stukket af fra stedet, men det lykkedes hurtigt politiet at finde frem til ham.

Det viste sig, at der var tale om en 51-årig mand fra lokalområdet, der er kendt af politiet for lignende forseelser.

Manden, der er frakendt førerretten, blev sigtet for at køre bil i frakendelsestiden og stikke af fra uheldsstedet. Politiet fattede desuden hurtigt mistanke om spritkørsel, hvorfor manden fik udtaget en blodprøve.

Bliver mandens promille udmålt til over det tilladte, står han til en konfiskation af bilen, fordi han flere gange tidligere er blevet taget for spritkørsel, oplyser lokalpolitiet i Thisted.

Det var ikke den eneste sag med alkohol og kørsel, som politiet kom ud til i den forgangne weekend.

Tidligere lørdag kl. 09.21 måtte man rykke ud til en formodet spritbilist på Mors. Her havde en 64-årig mand påkørt et skilt ved et helleanlæg i rundkørslen Limfjordsvej/Næssundvej i Nykøbing.

Den 64-årige blev ligeledes sigtet for spritkørsel og fik udtaget blodprøve, som politiet nu afventer svar på.

Desuden skete der i Thy et mindre færdselsuheld, nærmere bestemt søndag kl. 14.37 i Villerslev.

Her kørte en bil ind i en husmur. Der er dog udelukkende tale om materiel skade, og der er ikke mistanke om spirituspåvirkning hos føreren, oplyser lokalpolitiet i Thisted.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.