53-årig løsladt efter trusler der udløste stor politiaktion
Efter en voldsom og langvarig politiaktion blev en mand onsdag anholdt for trusler. Torsdag er han løsladt.
En 53-årig mands trusler mod en kvinde, som han har haft et forhold til, udløste onsdag en voldsom og langvarig politiaktion i Struer.
Torsdag blev manden fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.
Her lød sigtelsen på fem forhold om trusler, vold og besiddelse af kniv.
To af forholdene fandt sted i april og juli 2021 i Nordsjælland. De seneste forhold fandt sted i forbindelse med anholdelsesaktionen onsdag, skriver TV Midtvest, der var til stede ved grundlovsforhøret.
Dommeren fandt dog ikke grundlag for at varetægtsfængsle manden, der i grundlovsforhøret erkendte sig skyldig. Anklageren vil ifølge TV Midvest kære afgørelsen til Vestre Landsret.
Først på eftermiddagen onsdag ringede kvinden til politiet og anmeldte den 53-årige for trusler. Bagefter ringede manden selv 112 og truede politiet. Han fortalte, at han var i besiddelse af skydevåben og håndgranat.
Politiet tog ingen chancer og sendte omkring klokken 15.00 en talstærk styrke til Struer. I første omgang til nærpolitistationen i midten af byen, men den rykkede snart til lystbådehavnen, hvor den 53-årige opholdt sig på en båd.
I løbet af eftermiddagen blev en ambulance og en lægebil tilkaldt for at holde standby, og også Hærens ammunitionsryddere ankom til Struer. Desuden blev en restaurant ved lystbådehavnen evakueret.
Undervejs i den mere end otte timer lange aktion var politiet flere gange i kontakt med den 53-årige, men han nægtede at overgive sig frivilligt.
Ved 23.30-tiden bevægede han sig uden for på båden. I samme øjeblik blev han ramt af en vandstråle fra politiet, så han røg i vandet. Han blev hjulpet op af vandet og anholdt.
- Risikoen for, at den nu anholdte var i besiddelse af våben, gjorde, at vi var nødt til at tage nogle ekstra forholdsregler, udtalte vicepolitiinspektør Sune Espersen efter aktionen i en pressemeddelelse.
Det viste sig, at mandens trusler var tomme. På båden fandt politiet en ufarlig øvelsesgranat.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.