Krimi

63-årig mand stukket med kniv efter skænderi om lystfiskeri

En 63-årig mand kan være blevet stukket eller have ramt sig selv med en kniv under uoverensstemmelse.

Politiet er til stede omkring Baltikavej i Nordhavn i København lørdag aften, hvor en 63-årig mand er blevet stukket med kniv. (Arkivfoto).
Politiet er til stede omkring Baltikavej i Nordhavn i København lørdag aften, hvor en 63-årig mand er blevet stukket med kniv. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:29

En 63-årig mand er blevet stukket med en kniv ved Baltikavej i Nordhavn i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen.

- Vi er fremme derude med en indsatsleder og træffer også en mand, der er stukket med kniv. Han er kørt til Rigshospitalet, hvor han behandles for sine skader, siger vagtchefen.

Politiet har senere lørdag aften anholdt en 57-årig mand i forbindelse med knivstikkeriet.

- Vi er kommet frem til, at der er opstået nogle uoverensstemmelser omkring noget lystfiskeri på havnen. Det har ført til tumult mellem to mænd - den ene er den ramte, og den anden er den anholdte. Hvordan, han er blevet ramt af en kniv, er endnu ikke sikkert, siger vagtchef Rasmus Nielsen.

Politiet efterforsker, om manden kan være blevet ramt af sin egen kniv, som han angiveligt skal have haft på sig.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeret klokken 19.19 lørdag.

Hans skader er lettere til moderate, og han udskrives formentlig efter kort tid uden at skulle opereres, tilføjer vagtchefen.

Han oplyser, at der ikke er grund til at være bekymret, hvis man befinder sig i området.

- Der har været noget uorden på stedet, hvor nogle har været oppe at diskutere. Det tyder på en forudgående uoverensstemmelse, der desværre er kulmineret, siger vagtchefen.

- Vi er ved at lede efter vidner og vil selvfølgelig gerne have fanget gerningsmanden. Nu skal vi finde ud af, hvad der er op og ned, tilføjer han.

Det er endnu uklart, om politiet vil forsøge at få den 57-årige mand varetægtsfængslet.

- Det kan ende med, at han fremstilles eller løslades. Vi skal have afhørt parterne nok engang, siger vagtchefen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden