Krimi

64-årig frifundet for at have forvoldt sin mors død

Det kunne ikke konkluderes, at den 64-årige var skyld i sin 90-årige mors død, så han blev dømt for vold.

En 64-årig mand var ved Retten i Odense tiltalt for dødsvold mod sin mor, men blev dømt for almindelig vold. (Arkivfoto).
En 64-årig mand var ved Retten i Odense tiltalt for dødsvold mod sin mor, men blev dømt for almindelig vold. (Arkivfoto). Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:31

En 64-årig mand er mandag i Retten i Odense blevet idømt tre måneders fængsel for vold mod sin 90-årige mor, der afgik ved døden, omkring fem timer efter at han havde udsat hende for vold.

Det skriver Fyens Stiftstidende, der har været til stede i retten mandag.

Manden var tiltalt for grov vold med døden til følge, men blev dømt efter straffelovens almindelige voldsparagraf.

Retten kunne ikke konkludere, at manden var skyld i sin mors død, skriver det regionale medie.

Tiltalen mod manden lød på, at han 12. februar 2024 kort før klokken 05.29 havde sparket sin 90-årige mor i maven, mens hun lå på gulvet, og at han slog hende i hovedet og på anden måde udsatte hende for vold, så hun afgik ved døden samme dag klokken 10.47.

Det skete på mandens bopæl i Kerteminde.

I retten erkendte manden, at han havde udsat sin mor for vold. Han forklarede, at han mistede besindelsen, da han forsøgte at hjælpe hende på badeværelset.

Fyens Stiftstidende skriver, at han i retten forklarede, at han sparkede sin mor i maven og slog hende på kæben. Han sagde i retten, at han ikke kunne forklare, hvordan han kunne finde på det, og at han elskede sin mor meget højt.

Ifølge Fyens Stiftstidende døde den 90-årige kvinde, efter at hun på hospitalet havde fået to hjerneblødninger.

Den 64-årige har modtaget rettens dom.

Anklagemyndigheden kan dog også vælge at anke sagen, hvis den ikke er enig i rettens afgørelse.

Det skal ske inden for 14 dage, fra dommen er afsagt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden