75-årig dræbte sin mand og boede i lejlighed med hans lig

En ældre kvinde dømmes for drab. I op til ti dage lå hendes 66-årige mand i 2017 død i en lejlighed på Amager.

Østre Landsret har fundet en 75-årige kvinde skyldig i drab på sin mand. Hun var tydeligt utilfreds med torsdagens dom, og dommeren måtte flere gange afbryde hende, da hun fik det sidste ord i sagen, hvor hun igen og igen fastslog sin uskyldg. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Østre Landsret har fundet en 75-årige kvinde skyldig i drab på sin mand. Hun var tydeligt utilfreds med torsdagens dom, og dommeren måtte flere gange afbryde hende, da hun fik det sidste ord i sagen, hvor hun igen og igen fastslog sin uskyldg. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Østre Landsret stadfæster, at en 75-årig kvinde er skyldig i at have dræbt sin mand, der blev fundet død i en lejlighed på Amager, i 2017.

14 gange stak Louise Lykkelund Petersen manden med en kanyle eller nål, så hans ene lunge kollapsede, og han døde. Efterfølgende lå manden død i lejligheden i op til ti dage.

Skyldkendelsen blev afsagt i et retsmøde torsdag morgen, og ved middagstid har retten udmålt en straf på 12 års fængsel. Den russisktalende kvinde udvises desuden.

Det var den 23. februar 2017, at kvindens 66-årige danske mand blev fundet død.

Da var parrets voksne datter for nylig død efter et sygdomsforløb, og to politifolk ankom til mandens lejlighed på Amager på grund af undren over, at han ikke var med til begravelsen.

Den ældre kvinde åbnede døren, og betjentene bemærkede, at lejligheden var kold, og altandøren havde længe stået åben.

Herefter gjorde de et forfærdeligt syn. Den 66-årige mand lå på en trappe ned til underetagen, hvor lejlighedens eneste toilet var. Manden havde været død i noget tid, for liget var i forrådnelse. Han var sidst set i live ti dage før.

Retsformanden i Østre Landsret fortæller, at nævningetinget konstaterer, at der ikke er fundet tegn på, at manden havde begået selvmord eller døde i en ulykke.

- Tværtimod. Vi er alle enige om, at det kun kan være tiltalte, der har gjort det, siger dommeren.

Kvinden har forklaret, at hun ikke havde set, at manden lå på trappen i lejligheden. Hun havde i stedet sovet i en lejlighed i Valby. Den forklaring køber landsretten dog ikke.

- Vi tilsidesætter forklaringen om, at du har opholdt dig i Valby. Vi kan også konstatere, at Valby-lejligheden ikke så beboelig ud, siger dommeren.

Foruden at stikke manden forsøgte Louise Lykkelund Petersen at forgifte manden med østeuropæisk medicin, men det var altså den kollapsede lunge, han døde af.

Hun lavede også et falsk testamente i sin afdøde datters navn i et forsøg på at få fat i hele arven.

Louise Lykkelund Petersen har boet i Danmark siden 1999. Syv år senere blev hun gift med manden, som også adopterede hendes datter.

Københavns Byret kom sidste år også frem til en dom på 12 års fængsel for drab, men i landsretten torsdag forsøgte anklager Emil Folker at få det til 13 år.

I en pause i torsdagens retsmøde luftede kvinden sin tydelige utilfredshed med skyldkendelsen over for sin advokat. Og da den 75-årige kvinde fik det sidste ord i retsmødet, rejste hun sig og fortalte oprørt, at flere vidner har løjet.

- Det er umuligt at gøre det, I fundet mig skyldig i, lige efter jeg har mistet min datter. Det er helt umuligt, gentog hun via sin russiske tolk.

Dommeren forsøgte flere gange at afbryde og forklare, at det kun var straffen, som retten skulle til at udmåle, hun kunne kommentere på det tidspunkt.

- Jeg er uskyldig. Jeg har ikke dræbt min mand. Kan I ikke prøve at forstå det, sagde kvinden, inden dommeren afsluttede retsmødet midt i hendes talestrøm og konstaterede, at straffen ville blive udmålt klokken 12.15.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden