75-årig kvinde er død ti dage efter buspåkørsel
En 40-årig buschauffør påkørte cyklist bagfra. Hun pådrog sig et alvorligt hovedtraume og er nu død.
Opdateret kl. 16:07
En 75-årig kvinde, som 20. august blev påkørt af en bus på Nylandsvej i Køge, er død af sine kvæstelser.
Det siger Benjamin Rasch, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Sjællandske Nyheder.
- Vi kan desværre bekræfte, at hun er afgået ved døden. Man havde i første omgang fået stabiliseret hende, men det viste sig, at skaderne fra påkørslen ikke kunne rettes op. Hun afgik ved døden i går, fredag, efter at man valgte at slukke for lifesupport, siger han lørdag.
Buschaufføren undgik dagen efter hændelsen at blive frihedsberøvet. En dommer ved Retten i Roskilde afviste at varetægtsfængsle den 40-årige mand.
Han satte sig ved rattet i en Movia-bus, selv om han var påvirket, fordi han dagen før havde indtaget kokain og cannabis.
Den 75-årige cyklist blev påkørt cirka klokken 16.25 på Nylandsvej 20. august. Kvindens tilstand blev i første omgang beskrevet som "yderst kritisk". Senere var meldingen endda, at kvinden var uden for livsfare.
Retten fandt, at der er en særligt bestyrket mistanke mod den 40-årige om uagtsomt legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Men hensynet til folks retsfølelse kræver altså ikke, at der sker varetægtsfængsling, oplyste Midt- og Vestsjællands Politi om rettens kendelse.
Cyklisten blev påkørt bagfra. Hun pådrog sig et alvorligt hovedtraume og blev afhentet med lægehelikopter, har politiet tidligere oplyst.
Buschaufføren blev i første omgang sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, men vagtchef Benjamin Rasch siger nu til Sjællandske Nyheder, at sigtelsen formentlig bliver ændret til uagtsomt manddrab efter den seneste udvikling.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.