78-årig motorcyklist er hentet i helikopter efter ulykke

En motorcyklist og en personbil kørte onsdag eftermiddag sammen. Motorcyklisten er fløjet på hospitalet.

En person er blevet fløjet til Rigshospitalet efter en trafikulykke ved Rønnede.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter onsdag eftermiddag.

Ulykken er sket på Vordingborgvej ved Ny Ulsevej.

Den tilskadekomne er en 78-årig mandlig motorcyklist, skriver TV 2, der har talt med politiets vagtchef. Manden var ved bevidsthed, da han blev hentet af helikopteren.

Motorcyklisten kørte sammen med en personbil, og føreren af bilen er uskadt.

Politiet oplyser, at der blev kaldt en bilinspektør til ulykken. Vejen var spærret, mens bilinspektørens undersøgelser stod på. Kort før klokken 16 melder politiet, at vejen igen er åben.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.