78-årig kvinde blev dræbt af partner på Djursland
Politiet har klar formodning om forløb i drabssag i Glesborg torsdag. Otte tilfælde af partnerdrab i år.

Politiets teknikere ankommer til gerningsstedet på Salbovej i Glesborg torsdag. En mand på 84 år menes at have dræbt sin partner på 78 år. (Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix) Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
En mand dræbte sin samlever på 78 år torsdag i Glesborg på Djursland og skød derefter sig selv, mener politiet.
Forbrydelsen blev opdaget sent torsdag eftermiddag, da Østjyllands Politi fik melding om, at to personer var blevet fundet døde i et parcelhus i Glesborg.
I Østjyllands Politi siger politiinspektør Brian Voss Olsen fredag morgen i en pressemeddelelse, at man fortsat mangler svar på de tekniske undersøgelser.
Da betjente kom frem til parrets hus på Salbovej, fandt de et gevær på stedet. Politiet tror, at manden på 84 år først brugte våbnet mod sin partner, hvorefter han rettede det mod sig selv.
- Vi har intensivt efterforsket hele aftenen og natten. Vi har gennemgået adressen minutiøst og har foretaget omfattende teknisk undersøgelse af gerningsstedet, siger Brian Voss Olsen.
Intet tyder på, at en tredje person var involveret. Men også fredag vil politiet arbejde i huset, hvor parret boede.
De pårørende til de to er blevet underrettet, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet ønsker ikke at oplyse om, hvem der fandt de døde.
I år har der indtil nu været otte tilfælde, hvor personer ifølge politiets formodning er slået ihjel af deres partnere. Ofrene er syv kvinder og en mand.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.