90-årig kvinde tilbudt småkager - lukkede måske tyv ind
Opdateret kl. 09:50
En 90-årig kvinde i Hadsund kan være blevet snydt til at lukke en tyv ind i sin ældrebolig i Hadsund, mens hun blev afledt med småkager.
Mandag aften ved 19.30 tiden stod der en ukendt kvinde uden for hendes hoveddør, som ville tilbyde hende noget bagværk.
Under påskud af, at der skulle findes en tallerken til kagerne, fulgtes de to kvinder ad ind i køkkenet, fremgår det af døgnrapporten hos Himmerlands Politi.
Bagefter forlod den ukendte kvinde stedet. Hun beskrives som lyshåret og mellem 30 og 40 år gammel. Hun talte dansk uden accent.
Senere på aftenen opdagede den 90-årige kvinde, at smykkeskrin og chatol i et af hendes værelser var opbrudt.
Politiet har en formodning om, at en anden person har sneget sig ind i lejligheden, mens den ukendte kvinde afledte lejlighedens beboer.
Heldigvis var der ikke stjålet noget af værdi, oplyser politiet.
Politikommissær Lars Rosenvinge, har denne advarsel:
- Man skal være påpasselig med, hvem det er, man lukker ind i sin bolig. Når der ud af det blå kommer nogle, som tilbyder en småkager, skal man være på vagt, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.