dommer

Advokater: Landsret har pustet sort sky over advokatbranchen væk

Der er en grænse for, hvad rådgivere kan gøres ansvarlig for. Dom vækker glæde i Advokatsamfundet.

En stort anlagt retssag mod advokatselskabet Bech-Bruun har været en plage for branchens omdømme. Derfor er frifindelsen for kravet om 1,2 milliarder kroner i sagen om refusion af udbytteskat vigtig.

Sådan lyder reaktionen fra Advokatsamfundet i en pressemeddelelse.

- Selv om sagen i realiteten kun vedrører nogle få advokater i én enkelt advokatvirksomhed, så har den hængt som en sort sky over advokatstanden i årevis, siger generalsekretær Andrew Hjuler Crichton.

Skatteforvaltningen mente, at Bech-Bruun kunne gøres ansvarlig for de tab, som opstod efter en tysk banks svindel med refusion af udbytteskat. Inden bedrageriet havde banken fået rådgivning af Bech-Bruun.

Men tre dommere i Østre Landsret har torsdag frifundet advokatselskabet. En advokat i selskabet kan ikke lastes for, at han ikke indså, at en særlig model, han skulle bedømme, ville blive brugt til at bedrage statskassen.

I Advokatsamfundet siger generalsekretæren i pressemeddelelsen, at der gennem mange år er "gjort meget" for at præcisere rådgiveres ansvar.

- For advokater er det vigtigt, at vi med dommen har fået slået fast, at rådgiveransvaret går langt, men også at der er en grænse.

I 2019 blev de advokatetiske regler justeret. Her blev et afsnit om rådgivning om skatteforhold præciseret.

I øvrigt vil Advokatsamfundet nærlæse dommen for at se, om der er grund til at justere reglerne igen, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden