Ældre mand udsat for hjemmerøveri med oversavet jagtgevær - nu spørger politiet om hjælp
Den ældre mand endte i tumult med røveren
En mand i 80'erne sad mandag klokken 11.20 roligt i sit hus på Volbrovej omkring tre kilometer uden for Flauenskjold, men pludselig stod der en ukendt person foran ham med et oversavet jagtgevær, som han pegede direkte mod den ældre mand.
- Giv mig pengene, sagde røveren flere gange højt.
Den ældre mand rejste sig fra sin sofa og konfronterede røveren. Der opstod tumult mellem de to, hvor røveren skubbede dem ældre mand omkuld.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Offeret fik nogle knubs på ene arm, da han blev skubbet omkuld, men ellers er han uskadt, siger politikommissær Peter Skovbak, der dog tilføjer, at offeret naturligvis er meget rystet over det, der skete.
Røveren stjal nøglerne til den ældre mands bil, men ikke bilen. Der blev heller ikke stjålet andet fra adressen.
Den ældre mand hørte ikke noget, før røveren stod i hans stue. Så han ved derfor ikke, om røveren er kommet i bil.
Gerningsmanden beskrives som mand, 20-25 år, cirka 190 centimeter høj, almindelig af bygning, lys hudfarve og iklædt mørkt tøj samt mørke hue. Han beskrives i øvrigt som dansk af udseende og dansktalende uden accent.
Nordjyllands Politi har siden røveriet iværksat en række efterforskningsskridt i sagen, men det er endnu ikke lykkedes dem at identificere røveren.
Derfor beder de nu borgere om hjælp.
- Vi er derfor meget interesseret i oplysninger, hvis nogen borgere har set noget mistænkeligt i løbet af i går mandag, især mellem klokken 11.00 og 12.00 på Volbrovej, siger Peter Skovbak.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.