Krimi

Ahmed Samsam dømt for besiddelse af knive

Det koster Ahmed Samsam betinget dom, at han tre gange på en måned blev stoppet af politiet med knive i bilen.

Ahmed Samsam, der tidligere har været agent for de danske efterretningstjenester, er onsdag blev dømt for ulovlig besiddelse af knive i efteråret 2024.

Det oplyser Ahmed Samsams forsvarsadvokat, Erbil Kaya.

Lovbruddene koster ham i Københavns Byret en straf på 14 dages betinget fængsel. Straffen skal ikke afsones, så længe han afsoner 30 timers samfundstjeneste.

Ahmed Samsam nægtede sig skyldig i besiddelsen af knivene. De blev fundet i den bil, han sad i, da politiet stoppede ham og en anden mand den 17. oktober, den 28. oktober og igen den 10. november. Alle tilfældene var i 2024 i København.

36-årige Samsam forklarede, at han ikke vidste, at de var i bilen, og at de altså ikke var hans. Alligevel blev han dømt for forholdene. Københavns Byret fandt dog ikke, at der var skærpende omstændigheder ved besiddelsen.

En nat i september 2024 blev Ahmed Samsam desuden taget i Kødbyen i København med 1,7 gram hash til eget brug, og dette punkt erkendte han i byretten.

Ahmed Samsam har modtaget dommen, oplyser Erbil Kaya.

Ahmed Samsam har været meget omtalt de seneste år, fordi han endte med at blive dømt i Spanien for at have ladet sig integrere i en terrororganisation, selv om han i virkeligheden var agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Sidste år slog Højesteret fast, at efterretningstjenesterne skulle indrømme, at Samsam under rejser til Syrien i 2013 og 2014 samarbejdede med dem.

Samarbejdet gik ud på, at Samsam leverede oplysninger til tjenesterne om danske syrienkrigere. Til gengæld fik han penge og andre modydelser fra tjenesterne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden