Aktivist kan få bøde på 30.000 for at chikanere 16 sagsbehandlere

Folketingskandidat og tidligere dømt aktivist risikerer bødestraf for at hænge 16 ansatte på jobcenter ud.

Ved Retten på Frederiksberg er en kvinde tiltalt for chikane, efter at hun over en periode på to år har kritiseret en lang række navngivne sagsbehandlere fra et jobcenter i København (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Ved Retten på Frederiksberg er en kvinde tiltalt for chikane, efter at hun over en periode på to år har kritiseret en lang række navngivne sagsbehandlere fra et jobcenter i København (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Med ord som kynisk, inkompetent, personfarlig, magtfordrejende, iskold, skadelig og medlem af tæskehold er en stribe navngivne ansatte ved et jobcenter i Københavns Kommune blevet omtalt i en række opslag på det sociale medie Facebook.

Forfatteren er en nu 69-årig aktivist og folketingskandidat.

Men er opslagene, der også omfatter lydklip fra møder, et udtryk for chikane af offentligt ansatte efter straffelovens forstand? Eller hører det til under ytringsfriheden, så der skal mere til at blive dømt for chikane mod embedsmænd og politikere end mod andre borgere?

Det spørgsmål bliver mandag behandlet ved Retten på Frederiksberg, hvor kvinden bag opslagene sidder på anklagebænken.

Facebook-opslagene i sagen blev skrevet af 69-årige Bitten Vivi Jensen i løbet af en periode på to år fra september 2018 til august 2020.

På skrift og i udtalelser kritiserer hun 16 navngivne sagsbehandlere fra sager, hvor hun har været partsrepræsentant.

Bitten Vivi Jensen bestrider ikke, at hun har optaget lydfilerne, skrevet opslagene med de mange navne og lagt det hele på Facebook. Men hun afviser, at der er tale om et brud på paragraf 119a, som hun er tiltalt for.

- Sagsmishandlingen skal stoppe. Folk går til grunde i et offentligt system, der ødelægger folk. Hende her var en af de værste, forklarer Bitten Vivi Jensen på et af spørgsmålene om, hvorfor hun har skrevet navn på en sagsbehandler.

Formålet med paragraf 119a i straffeloven er at øge respekten og sikre en særlig beskyttelse over for personer, når de agerer inden for deres hverv.

Mange tilhørere er mødt op i Retten på Frederiksberg. I det lille retslokale er der kun siddepladser til 12 personer. Men yderligere tre fremmødte sidder ved retsmødets begyndelse på gulvet, mens en fjerde sidder i en minicrosser.

Nogle af dem ryster i løbet af dagen på hovedet, hvisker og gestikulerer til både Bitten Vivi Jensen og hinanden.

Det er ikke første gang, at Bitten Vivi Jensen, der er pensionist og stiller op til Folketinget for Alternativet, stifter bekendtskab med retssystemet.

Den 13. januar i år stadfæstede Højesteret en dom mod hende for brud på sin tavshedspligt. Straffen lød på ti dagbøder à 500 kroner.

Dommen fik hun for at have givet to plastikposer fyldt med personfølsomme oplysninger om 89 syge og sårbare borgere fra Frederiksberg Kommune til en journalist på avisen Information.

Den nye sag kan dog blive væsentligt dyrere for hende. Her går anklager Stephanie Brocks efter en bødestraf på 30.000 kroner.

Bitten Vivi Jensen kalder sagen en sammensværgelse, "der går ud over svært syge borgere".

- Jeg bryder mig ikke om at skrive navne. Det sker i afmagt. Jeg holdt også op, for der skulle noget andet til. Nu stiller jeg op til Folketinget, svarer hun til sin forsvarers spørgsmål om, hvorfor hun stoppede med at udpege sagsbehandlere med navn.

Mandag bliver kun Bitten Vivi Jensen afhørt. Ved et senere retsmøde skal flere vidner afgive forklaring. Det ligger ikke fast, hvornår dommen afsiges.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.