Krimi

Sigtelse: Mand injicerede kvinde med ukendt stof inden hendes død

En kvinde fundet død mandag i en lejlighed i Esbjerg kendte angiveligt den mand, der nu er anholdt i sagen.

Der blev angiveligt brugt en kanyle, da en kvinde afgik ved døden i Esbjerg. Tirsdag er anholdelsen af en 49-årig mand opretholdt i tre døgn. Han er sigtet for vold med døden til følge. (Arkivfoto).
Der blev angiveligt brugt en kanyle, da en kvinde afgik ved døden i Esbjerg. Tirsdag er anholdelsen af en 49-årig mand opretholdt i tre døgn. Han er sigtet for vold med døden til følge. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:11

En dommer ved Retten i Esbjerg har besluttet at opretholde anholdelsen af en 49-årig mand, der er sigtet for vold med døden til følge mod en kvinde, i tre døgn.

Tirsdag er manden blevet fremstillet i et grundlovsforhør, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden og manden kendte ifølge politiet hinanden. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Manden er ifølge JydskeVestkysten hollænder, men bor i Esbjerg.

Han skal ifølge politiets foreløbige efterforskning have stukket kvinden en eller flere gange med en kanyle med et ukendt stof i sig, hvilket medførte, at hun afgik ved døden, skriver mediet.

Mediet var til stede i retten tirsdag, men måtte ikke følge det fulde forhør grundet lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Mandag morgen undersøgte Syd- og Sønderjyllands Politi et mistænkeligt dødsfald i Esbjerg, efter at det modtog en anmeldelse tidligt mandag morgen.

Kvinden blev fundet i en lejlighed på Skrænten i Esbjerg.

Forholdene omkring dødsfaldet gjorde, at politiet iværksatte en undersøgelse for at afklare de nærmere omstændigheder.

I den forbindelse var Nationalt Kriminalteknisk Center samt Retsmedicinsk Institut blevet indkaldt.

Med tirsdagens opretholdelse af anholdelsen får politiet mulighed for at indsamle yderligere materiale, der kan underbygge sigtelsen mod ham.

Hvis dommeren mener, at varetægtsfængsling ikke er udelukket, men at det på grund af utilstrækkelige oplysninger ikke er muligt at tage stilling til spørgsmålet straks, kan dommeren beslutte at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden