Anklagemyndigheden opgiver sag mod Christian Harlang
Daværende advokat blev anmeldt til politiet af Advokatrådet i 2017 i forbindelse med irakeres sag i landsret.

Mere end fire år efter en politianmeldelse mod Christian Harlang for muligt bedrageri er der sat punktum. Anklagemyndigheden har besluttet, at der ikke skal rejses en straffesag. (Arkivfoto) Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Der er ikke grundlag for at føre en straffesag mod den tidligere advokat Christian Harlang.
Det har anklagemyndigheden truffet afgørelse om, oplyser advokaturchef Henrik Helmer Steen i Københavns Politi.
Det er den øverste anklager, Rigsadvokaten, der er nået frem til konklusionen om, at der ikke skal rejses tiltale.
Dermed får juristen oprejsning i et forløb, som har strakt sig over flere år. Christian Harlang fortæller, at han er meget glad for beslutningen.
- Det er helt urimeligt, at det har varet fire år og fire måneder, siger han.
Det var i september 2017, at Advokatrådet tog det usædvanlige skridt at anmelde Christian Harlang til politiet for muligt bedrageri.
Årsagen var nogle bemærkninger, som dommere i Østre Landsret var kommet med i retsbogen i forbindelse med en retssag om Operation Green Desert.
Christian Harlang var advokat for 23 irakere, der havde sagsøgt Forsvarsministeriet i forbindelse med en militær operation i november 2004. Irakerne hævdede, at de havde været udsat for tortur.
Men landsretten besluttede at afsætte Harlang som beskikket advokat, fordi man mente, at der var usikkerhed om oplysninger om nogle udlæg. Retten foretog modregning i salæret for godt 160.000 kroner.
Christian Harlang er ikke længere advokat. Han virker nu som juridisk rådgiver.
Han mener, at politianmeldelsen fra Advokatrådet havde til formål "at skade de 23 irakiske torturofre" og ham selv. Og han mener, at sagen har trukket unødigt langt ud.
- Det, som jeg er politianmeldt for, kunne hurtigt overskues og gennemskues som uden substans.
- Når der alligevel er gået fire år og fire måneder, mener jeg, at det skyldes, at man har ønsket at trænere sagen for at udstrække skaderne imod mig i offentligheden længst muligt tid, fordi sagen er uden reelt indhold, siger Harlang.
Han vil nu rejse krav om erstatning mod Advokatrådet og dets tidligere formand.
I øvrigt er sagen om Operation Green Desert nået til Højesteret. Forsvarsministeriet blev af landsretten dømt til at betale 18 irakere hver 30.000 kroner plus renter. Dommen er anket af såvel ministeriet som irakerne.
Advokatrådet har haft mulighed for at klage over afgørelsen til justitsministeren. Men man har valgt at lade være, fortæller rådets formand, Martin Lavesen.
- Når politiet nu har efterforsket sagen og vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse en sag, tager vi selvfølgelig det til efterretning.
- Men det ændrer ikke på, at vi mener, at det var den rigtige vej at gå i 2017 ud fra den vurdering og de oplysninger, vi havde, siger Martin Lavesen, der mener, at det var en sag af alvorlig karakter.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.