Krimi

Anklager kræver kvinde udvist - arbejdede på IS-hospital

I 2014 rejste kvinde fra Danmark til Syrien og levede med mænd, som var aktive i IS. Mandag får hun sin dom.

Retten på Frederiksberg skal mandag afgøre, hvilken straf en 36-årig kvinde skal have, efter at hun fra 2014 til 2018 var i Syrien, hvor hun blandt andet arbejdede på IS-hospital. (Arkivfoto).
Retten på Frederiksberg skal mandag afgøre, hvilken straf en 36-årig kvinde skal have, efter at hun fra 2014 til 2018 var i Syrien, hvor hun blandt andet arbejdede på IS-hospital. (Arkivfoto). Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:12

To år efter at hun i juni 2023 landede i Københavns Lufthavn efter at være blevet evakueret fra den berygtede al-Roj-lejr i Syrien, sidder en 36-årig kvinde mandag i Retten på Frederiksberg.

Her har hun tilstået og er formelt blevet tiltalt for at have fremmet terrororganisationen Islamisk Stat med sit ophold i Syrien.

For det kræver anklagemyndigheden hende idømt fængsel og udvist af Danmark, da hun er marokkansk statsborger.

- Det er min opfattelse, at straffen bør udmåles til fire et halvt til fem års fængsel, siger anklager Mads Bjerg Olesen i retten.

Som 25-årig rejste kvinden i december 2014 sammen sin daværende mand til Syrien. Da manden døde i et raketangreb i Syrien, blev hun gift igen og fik to børn med sin nye mand.

Desuden fik hun arbejde som sygeplejerske på et IS-hospital.

- Det, mener anklagemyndigheden, skal anses som en skærpende omstændighed, siger Mads Bjerg Olesen.

Forsvarer Peter Kragh er uenig. Han henviser til, at kvinden arbejdede på hospitalet i under et halvt år, og at hun fik arbejdet, efter at hun selv havde været indlagt.

- Hun kommer lidt tilfældigt ind i det her, siger forsvareren.

Han lægger også vægt på, at kvinden har forklaret, at hun rejste til Syrien, fordi hendes daværende mand ville rejse dertil, og hun var gravid.

I 2021 blev flere danske kvinder og deres børn evakueret fra lejren, men ikke den 36-årige kvinde.

Modsat de første kvinder havde hun dobbelt statsborgerskab, da hun rejste til Syrien, og under opholdet i fangelejren fratog de danske myndigheder hendes danske statsborgerskab administrativt.

- Jeg mistede håbet, og det var rigtigt hårdt, siger kvinden, der er opvokset på Frederiksberg, siden hun som treårig kom til Danmark.

Efter fem år i lejren blev hun i maj 2023 tilbudt evakuering sammen sine to børn og fløjet til Danmark måneden efter. Tilbuddet kom efter en fornyet, samlet vurdering, lød det fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Mens kvinden er marokkansk statsborger, er børnene danske. Kvinden vil gerne blive i Danmark med børnene og ønsker derfor at blive frifundet for udvisningen.

Hun fortæller også, at der er sket en stor udvikling med hende selv, siden hun landede i København 22. juni 2023.

- Jeg står tilbage som en selvstændig kvinde, som ved, hvilke muligheder jeg har.

- Med hensyn til religion føler jeg ikke, at det har gavnet mit liv. Så jeg har taget et langt skridt tilbage fra det, siger kvinden, der i retten har sit mørke, krøllede hår løst.

Retten afsiger dom mandag klokken 15.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden