Krimi

Anklager kræver ubetinget fængsel i sag om hvidvask gennem minkskind

Vestjysk mand, der har siddet i erstatningskommission, nægter sig skyldig i anklagen om hvidvask og hæleri.

En 62-årig vestjysk mand er tiltalt for at have hjulpet en 43-årig kinesisk mand med at have hvidvasket millioner af kroner, der stammede fra salg af narkotika. Det skete ifølge anklagemyndigheden gennem opkøb af minkskind. (Arkivfoto).
En 62-årig vestjysk mand er tiltalt for at have hjulpet en 43-årig kinesisk mand med at have hvidvasket millioner af kroner, der stammede fra salg af narkotika. Det skete ifølge anklagemyndigheden gennem opkøb af minkskind. (Arkivfoto). Soren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En 62-årig mand kræves idømt ubetinget fængsel i to år for at have medvirket til at hvidvaske narkomillioner gennem handel med minkskind.

Det er kravet fra specialanklager i National enhed for Særlig Kriminalitet Rasmus Gyldenløve i Retten i Esbjerg.

Den tiltalte har siddet i en overerstatningskommission, der har haft til opgave at tage stilling til erstatninger i kølvandet på nedlukningen af minkerhvervet.

Anklagemyndigheden mener, at manden har hjulpet en 43-årig kinesisk mand, der tidligere på året blev idømt fem års fængsel.

Han blev dømt for at have hvidvasket mere end 30 millioner kroner, der stammede fra blandt andet indsmugling af 792 kilo hash.

Pengene blev vasket hvide gennem opkøb af minkskind fra danske avlere.

Den 62-årige har ifølge anklagemyndigheden været mellemmand og formidlet kontakt - og penge - mellem den dømte og flere avlere.

For sin indsats fik han ifølge anklagemyndigheden en kommission på cirka 300.000 kroner i kontanter.

Rasmus Gyldenløve mener, at den tiltalte har spillet en "meget aktiv rolle" i sagskomplekset, som af politiet er døbt "Operation Bianco".

Det var tilbage i oktober sidste år, at politiet slog til mod den kinesiske mand og flere avlere.

Siden er der gennemført syv retssager, hvoraf seks har været tilståelsessager.

Sagen mod den 62-årige vestjyde bygger blandt andet fra vidneudsagn fra andre dømte.

Derudover indgår beskeder mellem den tiltalte og den formodede hovedmand.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Han bestrider ikke at have formidlet handler mellem den dømte kinesiske mand og avlere.

Men han afviser at have vidst, at pengene stammede fra narkohandel.

- Jeg var ikke klar over, at det var sorte penge, der stammede fra kriminalitet, forsikrer han i retten.

Han forklarer, at han agerede mellemhandler med et ønske om at hjælpe de avlere, der stod i en svær situation, efter at alle mink var beordret aflivet.

Han troede, at pengene fra den kinesiske mand var tjent på lovlig vis gennem kineserens restauranter, lyder det.

Efter aflivningen af alle mink i 2020 blev der indgået en politisk aftale om milliarderstatning til erhvervet.

Der blev nedsat et kommissionssystem, der skulle tage stilling til udmåling af erstatninger.

Den tiltalte har ifølge DR medvirket ved afgørelser om, at fire virksomheder i minkbranchen skulle have erstatning.

Den ene af de sager er sidenhen blevet genoptaget. Her var den 62-årige ikke med til at træffe beslutningen.

Der forventes dom i sagen 25. august.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden