Krimi

Dommer fængsler mand såret af politiets skud på hotel

Vidner forklarer, at mand, der blev skudt af politiet, kom ind på hotel iført vest fra rockerklubben Bandidos.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger en episode, hvor politiet affyrede skud mod en knivbevæbnet mand på et Cabinn-hotel på Frederiksberg søndag. (Arkivfoto).
Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger en episode, hvor politiet affyrede skud mod en knivbevæbnet mand på et Cabinn-hotel på Frederiksberg søndag. (Arkivfoto). Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:52

En 37-årig mand, der søndag blev ramt af politiets skud på et hotel på Frederiksberg, er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En dommer i Dommervagten ved Vestre Fængslet har besluttet, at han skal sidde fængslet i surrogat de kommende fire uger.

Manden er sigtet for at have truet tre politifolk og en receptionist på Cabinn Hotels på Frederiksberg og for at have tvunget receptionisten til at udlevere to vodkaflasker til ham.

Den 37-årige kom ifølge anklagerens dokumentation i grundlovsforhøret ind på hotellet på Frederiksberg fra gaden.

En receptionist har forklaret, at manden kom ind i receptionen iført en vest med mærker fra rockergruppen Bandidos.

I hænderne havde han ifølge vidnet to knive. Inde på hotellet forlangede han først at få udleveret en flaske vodka, som han drak med det samme. Siden fik han udleveret endnu en flaske vodka.

Flaskerne var af den størrelse, man normalt finder i en minibar.

Under grundlovsforhøret blev der også vist billeder, der viste den sigtede gå frem mod en politipatrulje, der var blevet kaldt til hotellet, hvorefter han blev skudt i låret.

Manden, der er beskyttet af et navneforbud, har tidligere været indlagt på en psykiatrisk afdeling og har haft psykoser.

Når en person varetægtsfængsles i surrogat, dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest. Det kan blandt andet betyde, at man fængsles på en retspsykiatrisk afdeling.

Manden blev indlagt efter skuddet og var i stand til at møde op i grundlovsforhøret mandag.

Han ønskede ikke at forholde sig til sigtelserne.

Baggrunden for fængslingen af manden er, at dommeren mener, at der er en risiko for, at han begår ny kriminalitet, hvis han er på fri fod.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har nu til opgave at undersøge, om betingelserne for politiets skud mod manden var opfyldt.

Ifølge loven må betjente bruge deres skydevåben til at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.

Så vidt muligt skal de først afgive varselsskud.

Også 7. maj affyrede politiet skud mod en knivbevæbnet mand. Det skete på gaden i Thyborøn. Også ved den episode blev personen ramt i benet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden