Anklager om knivoverfald på 27-årig: - Det er det rene vanvid

Drab eller dødsvold. En eller to gerningsmænd. Det er nogle af de centrale emner, som retten skal afgøre i sagen om en 27-årig mand, der blev stukket ihjel efter en bytur i Aalborg

 <i>Arkivfoto: Jan Pedersen</i>

Arkivfoto: Jan Pedersen

AALBORG:Var det drab eller en tragisk konsekvens af et voldeligt overfald efter en bytur, da en 27-årig mand blev stukket ihjel 12. november 2021?

Det er det ene af to helt centrale spørgsmål i sagen mod to kammerater, der sidder tiltalt for drab. Det andet centrale spørgsmål er, om begge de tiltalte kan gøres ansvarlige for den 27-åriges død.

Det var også de spørgsmål, der fyldte mest, da forsvarer og anklager onsdag skulle procedere for skyldsspørgsmålet i sagen.

Under retssagen er det nemlig slået fast, at de to tiltalte - en 23-årig mand og en 24-årig mand - kort ført klokken 04.30 fulgte efter den 27-årige til p-huset Q-Park på Ved Stranden efter et banalt sammenstød tidligere på natten på diskoteket Zwei Grosse Bier Bar. Sammenstødet endte med, at den 24-årige blev slået i hovedet af den nu afdøde. 

Det er også slået fast, at der kun var en ordveksling på knap to minutter, inden de to tiltalte og den 27-årige endte i slagsmål. Hvem der startede det, har der været mere usikkerhed omkring.

Og så er det også slået fast, at det alene var den 23-årige tiltalte, der stak den 27-årige. Det har han erkendt, men han nægter drab alene af den grund, at han ikke kan huske, at han har stukket den nu afdøde i brystet.

Det var nemlig et fatalt stik i brystkassen, der ramte hjertet, der slog den 27-årige ihjel.

- Men han kan simpelthen ikke huske, at han har stukket i brystet. Men han er en realistisk ung mand, så han ved godt, at det med al sandsynlighed er ham, der har gjort det, sagde den 23-åriges forsvarer, Niels Peter Pedersen, der dermed procederede for, at den 23-årige kan findes skyldig i grov vold med døden til følge.

Det er brutalt og bestialsk

Men der er ikke skyggen af tvivl hos anklager Kristina Frandsen: Begge de tiltalte skal dømmes for drab.

- Det er tragisk og meningsløst, at en almindelig bytur ender med at koste en ung mand livet. Men det er også trist, fordi to unge mennesker nu er tiltalt for drab. Trist fordi det kunne være endt anderledes, hvis der var truffet andre valg. Men tiltalte traf de forkerte valg, og det fik den ultimative pris for ham (den 27-årige, red.), og det må de tiltalte tage straffen for, sagde anklageren i sin procedure.

For selvom der ikke er tale om et overlagt drab, så var knivoverfaldet så voldsomt, at det uden tvivl er drab, sagde anklageren.

- Det er brutalt, bestialsk og blottet for enhver empati.

Overfaldet skete i gården ved Q-Park og blev filmet af flere overvågningskameraer samt af en ung mand, der optog med sin mobiltelefon. Det eneste, der ikke blev filmet, var selve knivstikkeriet.

Og netop den video viser ifølge Kristina Frandsen, at overfaldet var så brutalt, at der er forsæt til drab.

- Her kan man se de to tiltalte gå amok. På et tidspunkt kigger han (den 23-årige, red.) ind i kameraet, og han ligner et vildt dyr på jagt efter blod. Han ligger på det tidspunkt ovenpå den dræbte, sagde anklageren.

Udover stikket i brystet blev den 27-årige også stukket i lænden og benene.  

- Og når man stikker så mange, så er det med hensigt at forvolde skade. Han (den 23-årige, red.) har befundet sig i en blodrus som også gør, at han slet ikke indser, hvor mange gange han stikker, sagde Kristina Frandsen og tilføjede:

- Det er det rene vanvid!

Han traf en række dårlige beslutninger

Den 24-årige nægter også drab. Han har afvist ethvert kendskab til kniven, og har udelukkende erkendt simpel vold mod den 27-årige. Men selvom han ikke deltog aktivt i knivstikkeriet, så skal han dømmes for medvirken til drab, mener anklageren.

- Han traf en række af dårlige beslutninger der gør, at han ifalder et strafansvar for hans (den 27-åriges, red.) død, sagde anklageren og fremhævede blandt andet, at han udpegede den nu afdøde som mål og startede slagsmålet.

- Og han sagde på intet tidspunkt fra - selvom han havde adskillige chancer for det.

Kristina Frandsen stillede også spørgsmål ved den 24-åriges forklaring om, at han ikke kendte til, at hans kammerat var bevæbnet med kniv.

- Han har også i retten forklaret, at han godt vidste, at han (den 23-årige, red.) nogle gange gik med kniv. Så han må havde indset, at der kunne blive anvendt kniv, sagde hun.

Endelig mener anklageren, at den video, som vidnet optog, viser hvor brutal den 24-årige var under overfaldet. 

- Han (den 24-årige, red.) sparker en døende mand i hovedet, lød det skarpt fra anklageren.

Kan ikke dømmes for en andens handlinger

Den 24-åriges forsvarer Søren Beckermann mener dog, at anklagerens udlægning på flere punkter var overdramatiseret.

- Jeg synes, at I skal se videoovervågningen igen. Se hvad der faktisk sker. For jeg har set det anderledes, end anklageren har, sagde Søren Beckermann henvendt til nævningene.

Forsvarsadvokaten er enig i, at den 24-årige skal dømmes for sparket - altså simpel vold. Men han afviste i sin procedure, at hans klient kunne gøres ansvarlig for den anden tiltaltes handlinger.

- Kniven kommer frem undervejs, men ikke fra starten.

-  Og anklageren mener, at min klient skal dømmes for hans (den 23-årige, red.) brug af kniven, fordi han vidste, at han nogle gange havde en kniv på sig. Det betyder jo ikke, at man så har sagt ja til drab, sagde forsvareren og fortsatte:

- Min klinet vidste ikke, hvad der var sket med ham (den nu afdøde, red.), og sparket kan jo ikke gøre, at han skal dømmes for knivstikkene.

Retten afsiger skyldkendelse i sagen om en uge.