Krimi

Anklagere sætter straffesager om flygtninges falske papirer på pause

Dom i Højesteret fra juni om syrisk flygtning får Rigsadvokaten til at reagere og sætte sager på pause.

Grænsen imellem Tyskland og Danmark i Kruså. Her ankom en syrisk mand den 7. november 2022 med bus, men fremviste en anden persons id-kort. Lovovertrædelsen er blevet bedømt af både byret, landsret og til sidst Højesteret. (Arkivfoto)
Grænsen imellem Tyskland og Danmark i Kruså. Her ankom en syrisk mand den 7. november 2022 med bus, men fremviste en anden persons id-kort. Lovovertrædelsen er blevet bedømt af både byret, landsret og til sidst Højesteret. (Arkivfoto) Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:59

En stribe straffesager om udlændinges brug af falske papirer ved indrejse i Danmark er blevet sat på pause af anklagemyndigheden.

Det oplyser landets øverste anklager, Rigsadvokaten, i en mail til Ritzau.

Årsagen til opbremsningen er, at Højesteret 17. juni bestemte, at en syrisk mand skulle være fri for straf.

Med bus var han kommet til Kruså for at rejse ind i Danmark og fremviste i den forbindelse en anden persons id-kort. Dette er en overtrædelse af straffeloven.

Senere fik han status af konventionsflygtning, og det er et afgørende moment i afgørelsen fra Højesteret.

I Flygtningekonventionen står nemlig, at mennesker på flugt ikke skal straffes for lovovertrædelser i forbindelse med indrejse, hvis de kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed er truet.

Den syriske mand havde opholdt sig i både Grækenland og Tyrkiet, inden han kom til Danmark.

Men ingen af de steder var han beskyttet mod at blive sendt tilbage til Syrien - og derfor var han stadig på flugt ved ankomsten til Kruså.

Tidligere var han blevet straffet af såvel byretten som landsretten.

Rigsadvokaten oplyser i en mail om efterspillet til dommen, at alle embeder er blevet anmodet om at berostille "verserende sager, hvor sigtede har tilkendegivet over for de danske myndigheder, at vedkommende søger asyl" i Danmark eller et andet land.

Ved Højesteret verserer flere andre sager om bestemmelsen i Flygtningekonventionen og den nærmere fortolkning af den.

"Rigsadvokaten vil vurdere rækkevidden af afgørelserne i dialog med de relevante myndigheder," lyder det.

I organisationen DRC Dansk Flygtningehjælp var reaktionen positiv efter Højesterets dom.

- Dette vil få betydning for kommende sager, og forhåbentlig betyder det, at færre nyankomne flygtninge skal starte deres tid i Danmark med en tur i fængsel for noget, der var en nødvendighed for at komme i sikkerhed, har asylchef Eva Singer udtalt.

Hvor mange sager, der nu sættes på pause, har Rigsadvokaten ikke givet Ritzau oplysning om.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden