Ansat i politiet er dømt for svindel med moms og skat
Efter ti retsmøder i Retten på Frederiksberg er mand fundet skyldig i svindel for mere end 700.000 kroner.
Opdateret kl. 11:18
En ansat i politiet er tirsdag af Retten på Frederiksberg blevet fundet skyldig i økonomisk kriminalitet.
Han straffes med fængsel i seks måneder. Hvis han i stedet udfører samfundstjeneste i 120 timer, skal straffen dog ikke afsones. Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi om dommen.
Det var i forbindelse med driften af en mindre restaurant, at der blev begået svindel med moms og skat for over 700.000 kroner, har retten slået fast.
Den dømte har på stedet anket dommen til Østre Landsret.
Manden blev anholdt af sine kolleger i politiet 19. marts 2019, og den efterfølgende efterforskning handlede blandt andet om en række fakturaer og om forholdene i restauranten.
Sagen er blevet undersøgt af betjente i Københavns Politi. Den nu dømte, der har været beskyttet af navneforbud, har været ansat i en anden politikreds.
Tiltalen har dels drejet sig om momssvindel for lidt over 200.000 kroner og dels om snyd med A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for cirka 516.000 kroner.
Lovovertrædelserne blev begået fra 2017 og frem til anholdelsen.
Sagen har været omfattende. Retten har afviklet ti retsmøder fra midten af august forud for domsafsigelsen tirsdag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.