Ansat kræves straffet med bøde for dødelige forbrændinger i spabad
Medarbejder burde have tjekket vandtemperatur, siger anklageren, der kræver bøde på 10.000 kroner til ansat.
En omsorgshjælper på et bosted i Kolding skal straffes med 20 dagbøder af 500 kroner, altså 10.000 kroner.
Det er kravet fra specialanklager Bettina Lauridsen Wagner onsdag i Retten i Kolding, hvor retssagen mod en 44-årig omsorgshjælper nærmer sig sin afslutning.
Det var tilbage i januar 2024, at en beboer på bostedet Centervej i Kolding omkom efter at have pådraget sig anden- og tredjegradsforbrændinger på store dele af kroppen under spabadning.
Beboeren med Downs syndrom og autisme blev fløjet i lægehelikopter til Rigshospitalets brandsårsafdeling, men hans liv stod ikke til at redde.
Omsorgshjælperen nægter sig skyldig.
Han har forklaret, at han stillede termostaten på spabadet til den position, der efter hans opfattelse er lig med 38 grader varmt vand.
Han mærkede ikke efter med hænderne, om vandet havde en passende temperatur.
Men anklageren finder ikke forklaringen plausibel.
Hun mener, at den tiltalte må have stillet termostaten til maksimumtemperatur, så vandet nåede en temperatur på cirka 60 grader.
Den udviklingshæmmede var ifølge den tiltalte i badet i cirka 30 til 45 sekunder, før han kom op af det.
Den tiltalte vil frifindes for anklagen om uagtsomt manddrab, da han ikke mener, at han kan bebrejdes noget i forbindelse med ulykken.
Han har forklaret, at han havde den overbevisning, at vandet ikke kunne blive varmere end 38 grader.
Der var en kvikguide ved siden af spabadet, men den indeholdt ikke en instruks om, at man skulle mærke efter, om vandtemperaturen var passende.
Men selv om det ikke var et nedskrevet krav, strider det ifølge anklageren mod "sund fornuft" ikke at mærke efter.
- Jeg vil vove at påstå, at de fleste af os lige mærker efter med hånden, om vandet er for koldt eller for varmt, når vi går i bad. Det er et helt normalt instinkt, siger hun.
Men det afviser den tiltaltes forsvarsadvokat, Glenn Verding Hein, der mener, at bostedet ikke har givet den tiltalte en fyldestgørende instruktion.
- Der har ikke været tilstrækkelig instruktion og opmærksomhed på stedet.
- Hvis man havde været opmærksom på det, så havde man sørget for, at kvikguiden indeholdt en advarsel om, at det her kunne være farligt, lyder det fra advokaten.
Efter ulykken kom bostedet under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Syd. Tilsynet var bekymret for bostedets evne til at understøtte "beboernes sundhed og trivsel". Det skærpede tilsyn blev senere ophævet.
Retten ventes at afgøre sagen senere onsdag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.