Arbejdsgiver skal i retten - 18 albanere arbejdede ulovligt

En leder i Nordsjællands Politi har tidligere betegnet en sag om social dumping som en menneskelig tragedie.

Af og til rejser politiet sager om ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Af og til rejser politiet sager om ulovlig beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en sag om ulovlig arbejdskraft i Nordsjælland risikerer et mindre entreprenørfirma at opleve et større dyk i kassen.

Kravet er en bøde på 900.000 kroner, når sagen kommer for i Retten i Helsingør senere på året.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Det var en dag i november 2020, at politifolk og ansatte i Arbejdstilsynet valgte at tjekke en byggeplads i Humlebæk nærmere.

Her var 18 albanske mænd beskæftiget med at opføre klyngehuse. Politiet har tidligere beskrevet arbejdspladsen som atypisk. Der var meget lukket og en hel del overvågning.

Ved synet af myndighederne forsøgte nogle af albanerne at stikke af.

Det viste sig, at ingen af mændene havde arbejdstilladelse. Alle blev anholdt og præsenteret for bøder på 3.000 kroner hver. Og så blev de alle udvist.

Den daværende leder af Nordsjællands Politis udlændingekontrolsektion har tidligere oplyst, at håndværkerne var blevet lovet en løn på 1500 euro per måned, og at de skulle arbejde 57 timer hver uge.

- Det er lidt af en menneskelig tragedie. Det er trist, for de troede, at alt var i orden, sagde lederen, Erik Pontoppidan, dengang til Ritzau om sagen.

Mændene havde haft logi på værelser med plads til to eller tre personer.

Den kommende straffesag mod arbejdsgiveren handler om, at albanerne i to uger fra 10. november 2020 var beskæftiget, selv om de manglede en arbejdstilladelse.

Først efter halvandet år har Nordsjællands Politi udfærdiget et anklageskrift i sagen.

Firmaet, som er et anpartsselskab med adresse på Frederiksberg, har nægtet sig skyldig. Retten vil tage stilling i november.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.