Avisledere kalder sag om fængslet FE-chef skadelig for Danmark
Sagen om FE-chef Lars Findsen beskrives i avisledere som en sikkerhedskrise, en skandale og helt uhørt.

PLUS Whistleblower fælder spionchef for at lyve Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Det er en tabersag for Danmark, at den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, er fængslet mistænkt for at lække fortrolige oplysninger.
Sådan lyder sammenfatningen i danske avisers ledere tirsdag.
Jyllands-Posten skriver i sin leder, at det er en sag, "hvor Danmarks sikkerhed og troværdighed står til at blive den store taber". Og skaden er sket, ligegyldig hvordan sagen ender.
- Danmark er røget langt ned på listen over troværdige samarbejdspartnere.
- Alt andet lige er det helt uhørt, at en efterretningschef sidder fængslet, og det må utvivlsomt udløse spørgsmålet: Hvad er råddent i Danmark?, lyder det i avisens leder.
Uanset udfaldet af sagen er der kun tabere, skriver Politiken i sin leder.
- Enten er staten i gang med at ødelægge sine egne efterretningstjenester ved at føre en grundløs sag mod FE-chefen, eller også har Danmark haft en spionchef, der har undergravet rigets sikkerhed.
- Begge dele er mildt sagt skræmmende og dybt skadelige for Danmark, skriver chefredaktør Christian Jensen i Politikens leder.
Han kalder det desuden "en sikkerhedskrise".
Ifølge Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, er der tale om en skandale, "der tegner billedet af en historisk krise for de danske spiontjenester.
- Danmarks internationale samarbejdspartnere på efterretningsområdet må efterhånden kigge på vores tjenester med vantro: Er de hemmelige danske spiontjenester hullede som en si, og det endda fra den absolutte top og nedefter?
- Eller er der en helt anden råddenskab fat i staten Danmarks inderste, hvis beskaffenhed vi som følge af lukketheden omkring sager, som disse endnu ikke har forstået rækkevidden af, skriver han i avisens leder.
Ekstra Bladet kalder sagen "spektakulær" og mener, at den vil give hovedrysten hos danske samarbejdslande.
- Samarbejdspartnere sidder sikkert og ryster langsomt på hovedet, hvorefter de placerer panden i håndfladen – hvis ikke de ligefrem slår hovedet mod væggen, skriver opinionsredaktør Mads Kastrup i avisens leder.
/ritzau/