Bandemedlem dømt og udvist for dødelig påkørsel i konflikt

12 års fængsel og udvisning af Danmark for altid, lyder landsrettens dom til medlem af banden Husum-gruppen.

Østre Landsret stadfæster, at den nu 30-årige Khaalid Libaan Ahmed skal idømmes 12 års fængsel og udvisning for bestandig for en dødelig påkørsel. (Arkivfoto). <i>“lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Østre Landsret stadfæster, at den nu 30-årige Khaalid Libaan Ahmed skal idømmes 12 års fængsel og udvisning for bestandig for en dødelig påkørsel. (Arkivfoto). “lafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

En 24-årig mand fra bandemiljøet mistede i marts 2020 livet, efter at han var blevet kørt ned i Brønshøj af et medlem af en rivaliserende bande.

Tirsdag har Østre Landsret idømt Khaalid Libaan Ahmed, der er medlem af Husum-gruppen, 12 års fængsel for vold med døden til følge.

Den 30-årige, der er somalisk statsborger, men har boet i Danmark, siden han var seks år, udvises desuden for bestandig.

Det er dermed en stadfæstelse af dommen, som Retten på Frederiksberg afsagde for præcist et år siden. Khaalid Libaan Ahmed havde ellers anket med et ønske om at blive frifundet.

Den dødelige påkørsel fandt sted på en gang- og cykelsti nær Vestvolden i Brønshøj om aftenen den 27. marts 2020. Den 24-årige mand blev senere fundet livløs i en lejlighed i Søborg og erklæret død.

Kort tid før påkørslen havde der været et skyderi cirka 600 meter fra stisystemet, hvor påkørslen skete. Her blev en person ramt i baglåret, og på gerningsstedet blev der fundet blod, som kunne stamme fra den 24-årige.

Der blev også fundet hjulspor samt plaststykker fra en cykel og en Fiat Puntos forlygte. Khaalid Libaan Ahmed ejer en Fiat Punto, men den er aldrig blevet fundet, fremgik det af byrettens dom.

Her fremgik det også, at den 24-årige mand var tilknyttet en gruppering i Rødovre. Gruppen var i konflikt med Husum-gruppen, som Khaalid Libaan Ahmed er en del af.

Anklager Anders Amorøe fra Statsadvokaten fortæller, at det er anklagemyndighedens vurdering, at påkørslen var en hævnaktion for skyderiet.

- Om retten også har fundet det bevist, kan jeg ikke udtale mig om, da jeg ikke har læst dommen endnu. Men det var anklagemyndighedens opfattelse, da det skete fem minutter efter skyderiet, siger han.

Anklagemyndigheden gik i landsretten efter at få den 30-årige idømt livstid for drab. Men landsretten fandt ligesom byretten altså kun grundlag for at dømme for vold med døden til følge, som giver en mildere straf.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden