Beboere på Als kan vende hjem igen efter bombesprængning

En genstand, som myndighederne frygtede kunne være en tredje bombe, viste sig at være metalskrot.

Knap 500 beboere på Als kan nu vende hjem, efter at to bomber fra Anden Verdenskrig er blevet sprængt. Sprængningen eferlod et gigantisk krater i marken. <i>Rune Dyrholm, Forsvaret/Free</i>

Knap 500 beboere på Als kan nu vende hjem, efter at to bomber fra Anden Verdenskrig er blevet sprængt. Sprængningen eferlod et gigantisk krater i marken. Rune Dyrholm, Forsvaret/Free

De beboere, der blev evakueret i forbindelse med sprængningen af to bomber fra Anden Verdenskrig, kan nu vende hjem igen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efter sprængningen af bomberne frilagde Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, en tredje genstand. Den havde tidligere givet udslag på EOD's metalsøger.

Myndighederne frygtede, at der kunne være tale om en tredje bombe og opretholdt derfor sikkerhedszonen i området. Men midt på eftermiddagen er den ophævet.

Den mystiske genstand viste sig at være metalskrot.

De to bomber, der blev tilintetgjort, blev fundet på en mark ved Kær nær Sønderborg den 29. oktober. De stammede fra et britisk bombefly, der styrtede ned i 1943.

Knap 500 beboere på Als er i løbet af det seneste døgn blevet evakueret fra en sikkerhedszone omkring de to bomber.

Det er sket, ved at betjente fra politikredsen har opsøgt samtlige relevante husstande i en zone på 2300 meter fra bomberne.

Onsdag eftermiddag får de så lov til at vende hjem igen.

Hvis der er sket skader på bygninger, skal man ringe til politiet på 114 og anmelde skaderne til sit forsikringsselskab.

Desuden kan man muligvis finde rester af bomberne i sin have.

- Der kan være faldet fragmenter af bomberne ned i sikkerhedszonen. De består af støbejern og stål og kan indeholde tungmetaller, skriver politiet.

- For at få dem bortskaffet anbefales borgerne at tage en handske på, samle fragmentet op og deponere det i spanden til metalaffald, lyder det videre.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.