Beredskab sender flere udrykningskøretøjer til brand i Sydhavn

Ifølge operationschef er der nytårsnat opstået en voldsom brand på et autoværksted. Årsagen er ukendt.

Hovedstadens Beredskab er nytårsnat rykket ud til en kraftig brand i et autoværksted på Bådehavnsgade i Sydhavn med flere udrykningskøretøjer og en drone.

Det fortæller operationschef ved beredskabet Frank Mikkelsen.

- Det brænder voldsomt i flere biler, selve værkstedet og flere garager i tilknytning til bygningen, siger han.

Operationschefen fortæller videre, at brandvæsenet har formået at standse brandudbredelsen omkring klokken 02.30, men slukningsarbejdet fortsætter i mindst en time endnu.

Da branden er opstået i et industrikvarter, er røgen ikke til gene for nogen borgere, siger Frank Mikkelsen.

Der er heller ingen tilskadekomne i forbindelse med branden, og beredskabet forventer at kunne rede en del af værktøjet.

Det er natten til nytårsdag uvist, hvordan branden er opstået.

- Der er ikke nogen tydelig årsag til branden, da det brænder så voldsomt, da vi kommer derud, siger Frank Mikkelsen.

Han fortæller dog, at fyrværkeri muligvis kan have antændt branden.

Beredskabet modtog anmeldelsen om branden omkring klokken 02.

Branden i Sydhavn er den eneste bygningsbrand Hovedstadens Beredskab har rykket ud til indtil videre i forbindelse med nytåret.

Derudover har beredskabet rykket ud til en del brande i blandt andet containere, fortæller Frank Mikkelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.