Krimi

Beruset bilist truer politiet efter slingrekørsel i Odense

En bilist nåede at køre ind i et vejskilt og en bil, inden han blev stoppet af politiet og fremsatte trusler.

Fyns Politi har onsdag aften anholdt en udenlandsk bilist for spirituskørsel og trusler mod politiet. (Arkivfoto).
Fyns Politi har onsdag aften anholdt en udenlandsk bilist for spirituskørsel og trusler mod politiet. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

En udenlandsk bilist i midten af 30'erne er onsdag blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel og trusler mod politiet.

Det oplyser Christoffer Jacobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Anholdelsen skete omkring klokken 19.00, efter at politiet forinden havde fået flere anmeldelser om bilisten.

- Vi anholdte en udenlandsk spiritusbilist, der kørte galt et par gange i Odense. Efterfølgende truede han politibetjente på livet, siger Christoffer Jacobsen.

- Han skal nu vurderes i forhold til en fremstilling torsdag, siger vagtchefen.

Christoffer Jacobsen oplyser, at ingen er kommet til skade i forbindelse med bilistens slingrekørsel gennem Odense.

En politipatrulje fik standset bilisten på Stockflethsvej i Odense M.

- Han havde inden da påkørt et vejskilt på Frederiksgade i Odense og senere en bil på Stockflethsvej, siger Christoffer Jacobsen.

- Da vi ville tage en blodprøve, var han truende og udadreagerende. Han truede betjentene med, at han vil slå dem ihjel, siger vagtchefen.

Der er ifølge Christoffer Jacobsen tale om en ikke-herboende udlænding, som er tidligere kendt af politiet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden