Betjent aflivede rådyr med pistol: Sådan er reglerne
Må politiet egentligt aflive dyr, der er kommet til skade? Det spørgsmål blev debatteret flittigt, efter en betjent skød et skadet rådyr

Foto: Henrik Bo
VESTBJERG:Fredag i sidste uge skrev Nordjyske om en betjent, der aflivede et alvorligt skadet rådyr med sin tjenestepistol, efter at dyret var blevet ramt af en motorcykel.
Artiklen blev flittigt kommenteret på Nordjyskes Facebook-side, og her var der store roser til politiet for hurtigt at gøre en ende på rådyret lidelser.
Men samtidig var der også en del brugere, der stillede spørgsmålstegn ved, om politiet overhovedet må skyde et skadet dyr?
Og det korte svar er ja.
Juridisk chefkonsulent ved anklagemyndigheden hos Nordjyllands Politi, Rune Vestergaard, fortæller, at det ifølge dyrevelfærdsloven er politiet, der - typisk sammen med en dyrlæge - har kompetencen til at træffe afgørelse om, at et dyr kan aflives, hvis er kommet uhelbredeligt til skade.
Som udgangspunkt er det dog en dyrelæge eller en skytte, der skal stå for selve aflivningen, men politiet kan også gøre det. Og så er der tale om såkaldt nødret.
- Hvis vi skønner, at dyret er i store smerter eller lidelse, og at det vil være uforsvarligt at vente på en dyrlæge eller skytte, så kan vi ud fra nødretlige betragtninger foretage en aflivning, fortæller Rune Vestergaard.
Politiet handlede derfor i nødret, da rådyret sidste fredag blev aflivet på Hjørring Landevej nord for Bouet.
Dyrevelfærdsloven §40
- §40 Behandles et dyr uforsvarligt, kan politidirektøren give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. Er dyret sygt eller kommet uhelbredeligt til skade, kan politidirektøren meddele pålæg om aflivning af dyret, hvis det vil medføre unødig lidelse for dyret at lade det leve.
- Stk. 2. Pålæg skal meddeles skriftligt. Inden der meddeles pålæg, skal politidirektøren indhente en erklæring fra en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen eller om fornødent en privatpraktiserende dyrlæge. Endvidere skal den, der har ansvaret for dyret, have lejlighed til at udtale sig.
- Stk. 3. Stk.2 kan fraviges i det omfang, det er nødvendigt for at afværge en væsentlig lidelse for dyret.
Kilde: Retsinformation
Men kan private så også aflive skadede dyr i nødret?
I princippet ja - men private kan ikke træffe beslutning om, at dyret skal aflives. Det er som nævnt politiet, der ifølge loven, har den bemyndigelse.
Derfor skal private borgere ringe til politiet eller til Dyrenes Vagtcentral, lyder den klare anbefaling fra Rune Vestergaard.
Er det en sag for DUP?
Spørgsmålet er så også, om Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge sagen, når nu betjenten har affyret sit tjenestevåben?
Her er det korte svar til gengæld nej.
- En aflivning af et dyr falder ikke inden for de kategorier, hvor sagen skal sendes til politiklagemyndigheden. Det skal de i sager om vådeskud, eller hvor et menneske er kommet til skade eller har været udsat for fare som følge af en skudafgivelse, siger Rune Vestergaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.