Bilist påkører cyklist under skænderi og stikker af
Politiet vil offentliggøre foto af bilist, der bevidst kørte en cyklist ned. Cyklisten er i kritisk tilstand.
Opdateret kl. 21:37
Politiet truer nu med at offentliggøre et foto at den bilist, som mandag med vilje kørte en cyklist ned i Ringsted og derefter stak af.
- Vi har besluttet at give ham en frist til tirsdag klokken 12 til at melde sig selv. Derefter overvejer vi at offentliggøre et overvågningsfoto af ham, siger vagtchef Klaus Krogstrup fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Det var et skænderi i trafikken, der førte til den bevidste påkørsel af cyklisten på Vibevej.
- Bilisten er tæt på at ramme cyklisten, som så gestikulerer mod ham. Det ender med, at bilisten påkører cyklisten med høj hastighed og derefter kører fra stedet, siger vagtchefen.
Den 45-årige cyklist blev bragt til Rigshospitalet, hvor han mandag aften stadig er i kritisk tilstand med blandt andet kraniebrud.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.