Billetfirma vildledte kunderne og skal betale millionbøde

Selskabet Viagogo skal betale to millioner kroner i bøde for ikke at oplyse tydeligt om ekstra omkostninger.

Billetsiden Viagogo, der blandt andet sælger billetter til fodboldkampe og koncerter, har fået en bøde i Danmark for at have vildledt de danske kunder. Leveringsomkostninger fremgik ikke tydeligt, og dermed fremstår prisen billigere, end den egentlig er. (Arkivfoto) <i>Str/Ritzau Scanpix</i>

Billetsiden Viagogo, der blandt andet sælger billetter til fodboldkampe og koncerter, har fået en bøde i Danmark for at have vildledt de danske kunder. Leveringsomkostninger fremgik ikke tydeligt, og dermed fremstår prisen billigere, end den egentlig er. (Arkivfoto) Str/Ritzau Scanpix

I årevis var det ekstra svært for forbrugerne at gennemskue den egentlige pris, når de købte en billet til en sportskamp eller en kulturbegivenhed via selskabet Viagogo.

For selskabet oplyste ikke tydeligt nok, at der var ekstra omkostninger forbundet med et køb.

Det har Københavns Byret vurderet og samtidig idømt Viagogo en bøde på to millioner kroner. Det oplyser Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside mandag.

Det var netop Forbrugerombudsmanden, der meldte den omstridte billettjeneste til politiet i begyndelsen af 2020 for vildledende priser.

Anmeldelsen kom efter en lang række klager fra forbrugere. De oplevede, at moms og gebyrer ikke var indregnet i de billetpriser, der blev vist på Viagogos hjemmeside. Og det er vildledende prismarkedsføring.

- Forbrugerne skal vide, hvis en annonceret pris ikke er den endelige, fordi den vil blive tillagt leveringsomkostninger, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en skriftlig udtalelse mandag.

- Oplysningen skal fremgå tydeligt og i umiddelbar forbindelse med prisen, alle de steder hvor prisen fremgår i markedsføringen, lyder det videre.

Viagogo er grundlagt i Storbritannien, men er registreret i Schweiz. Det har også en dansk hjemmeside. Her kan man blandt andet købe billetter til fodboldkampe og koncerter.

Men på hjemmesiden fremgik det ikke tydeligt, at der var ekstra omkostninger forbundet med køb af billetter i form af leveringsomkostninger.

Enten stod oplysningen om den ekstra udgift der slet ikke, eller også fremgik den alene i form af en mørk bjælke øverst i billedet, som forsvandt, når man scrollede ned på siden.

Københavns Byret har ved afgørelsen anvendt en ny bødemodel i markedsføringsloven. Den trådte i kraft den 1. januar i år og betyder, at en bøde skal udmåles til et større beløb end virksomhedens fortjeneste, når der er tilgængelige oplysninger om fortjenesten.

Ifølge retten var det en skærpende omstændighed, at vildledningen havde stået på i flere år, og at det var gældende for alle salg i Danmark siden 17. september 2018.

Viagogo ændrede sin hjemmeside i april 2022. Men på virksomhedens mobilhjemmeside bliver forbrugerne fortsat ikke orienteret klart og tydeligt om de ekstra omkostninger.

Byretten skulle også se på et forhold om manglende indregning af moms og afgifter, men det var forældet. Derfor blev Viagogo frifundet for denne del.

Viagogo har mulighed for at anke afgørelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.