Politiet har hypotese om indbrud
Det kan være de samme gerningsmænd, der i øjeblikket begår stribevis af indbrud i Vendsyssel
Opdateret kl. 19:07
De seneste 12 dage har der været stribevis af indbrud i Vendsyssel - og flere af indbruddene ligner hinanden, så politiet arbejder ud fra, at det kan være samme gerningsmænd, der er på spil.
Mandag eftermiddag slog indbrudstyve så til mod en villa på Højlundsvej i Østervrå mellem klokken 16.30 og 18.
Her blev en terrassedør brudt op, og tyvene slap af sted med smykker, kontanter og en jakke.
12 dage med indbrud
Indbrudsbølgen i Vendsyssel begyndte forrige weekend, hvor der var hele 11 indbrud. Her var det også primært smykker og kontanter, som tyvene gik efter.
I sidste uge var der så flere indbrud i Frederikshavn, Jerslev, Tårs, Hjørring og Tornby. Til gengæld bød weekenden kun på et indbrud i en villa i Biersted.
Politikommissær Peter Skovbak fortæller, at politiet ser indbruddene i en sammenhæng.
- En af hypoteserne, som vi arbejder ud fra, er, at det kan være samme gerningsmænd, der står bag indbruddene, siger politikommissæren.
Tænd lys
De fleste af indbruddene sker om eftermiddagen og aftenen, når der er blevet mørkt.
Politiet opfordrer derfor til, at man sørger for at tænde lys omkring sit hus.
Derudover vil politiet gerne høre fra borgere, der ser noget mistænkeligt. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.