Børn ned til otte år får sms-tilbud om kokain og MDMA

Politiet opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om beskeder, der kommer fra kriminelle.

Tilbud om hård narko som kokain og MDMA rammer indbakken på telefonen hos børn helt ned til otte år.

Børnene får beskederne i form af sms'er og på sociale medier fra såkaldt hvide bude. De har specialiseret sig i at levere narkotika direkte til køberen på samme vis som madbude, der kører pizza og pomfritter til døren.

De ulovlige reklamer får Københavns Politi til at opfordre forældre til at tage en snak med deres børn om de problematiske beskeder.

- Det er organiserede kriminelle, som med alle midler prøver at sælge deres stoffer, og de holder sig ikke tilbage med at kontakte selv små børn, udtaler politikommissær Andreas Madsen fra Operativ Specialafdeling i en pressemeddelelse.

Børnene modtager for eksempel en sms, hvis barnets telefonnummer tidligere har tilhørt en kunde hos et hvidt bud. Derfor er det vigtigt, at børn bliver opmærksomme på, at sms'er ikke altid er fra bedsteforældre eller venner.

- Det er vigtigt, at forældre snakker med deres børn om, at de kan få den her slags sms'er eller beskeder på deres sociale medier, lyder det fra Andreas Madsen.

- Hvis det sker, så skal de fortælle det til deres forældre, som skal kontakte politiet. De skal ikke begynde at svare på beskederne. Det er dybt kriminelle personer, der sidder i den anden ende, og dem skal børn ikke have noget med at gøre.

I beskederne står der for eksempel, at børnene kan købe "flake" eller "emma", der er betegnelser og slang for kokain og MDMA. Ofte følger en prisliste og kontaktinformationer.

Hos Børns Vilkår lyder det fra Mirjam Marie Westh, der er børnefaglig konsulent, at det kan være godt, hvis forældre tager en generel snak med børn, der har egen mobil. Voksne kan være en vigtig tryghed, fremhæver hun.

Man kan starte med at spørge ind til det gode og sjove. Hvem barnet kan lide at skrive med, og hvad det er for hyggelige ting, de taler om.

- Spørg også: "Ved du egentlig, hvad du skal gøre, hvis der pludselig er en fremmed, der kontakter dig, eller hvis du får nogle beskeder, der er mærkelige?", siger Mirjam Marie Westh.

Hun fremhæver, at man bør spørge åbent og nysgerrigt ind. Omvendt bør man passe på med at virke fordømmende, hvis barnet har fået eller måske endda svaret på en besked fra en fremmed samt være varsom med at give barnet ekstra bekymringer.

- I stedet for at møde barnet med vrede, så mød det med åbenhed og omsorg. Ros barnet for, at barnet overhovedet kommer og fortæller om det.

- For det er en rigtig vigtig erfaring fra barnet at få med, at hvis jeg har rodet mig ud i noget, der måske er ubehageligt eller ulovligt, så hjælper de mig med det.

Der er ikke præcise tal for, hvor mange børn der har modtaget beskeder. Der er dog tale om "flere tilfælde", hvor i hvert fald Københavns Politi er stødt på sager med børn ned til otte år.

Politikredsen har de seneste år haft et øget fokus på hvide bude, og der bliver løbende foretaget anholdelser af både købere, sælgere og leverandører.

Blandt andet blev der fredag aften anholdt to unge mænd, der blev sigtet for besiddelse og salg af kokain. De blev begge varetægtsfængslet i 23 dage.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden