Borger ringede til politiet for at stoppe aggressiv polsk mand - så blev han slået ned
En 40-årig polsk mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør

Arkivfoto: Hans Ravn
HIRTSHALS:En 40-årig polsk mand er foreløbig varetægtsfængslet frem til tirsdag, sigtet for vold på åben gade i Hirtshals.
Det oplyser politikommissær Thomas Albrektsen, Nordjyllands Politi.
Politiet fik onsdag omkring klokken 14.30 en anmeldelse om, at den polske mand var opfarende og aggressiv på gaden i Hirtshals. Kort forinden havde anmelderen advaret den 40-årige om, at han ville ringe til politiet, og det fik den polske mand til at forlade stedet.
Anmelderen fulgte dog efter ham for at holde øje med ham, indtil politiet kom, men da den polske mand opdagede det, vendte han sig om og gik til angreb.
Han skubbede anmelderen omkuld og slog ham i hovedet med knytnæve, fortæller Thomas Albrektsen.
Da den polske mand ikke har fast bopæl i Danmark, blev han fremstillet i grundlovsforhør og altså i første omgang fængslet i fem dage.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.