Politi

Borgere frygter flere tilfælde efter alvorlig sag

For mindre en tre uger siden mistede en 55-årig mand livet i en lignende sag på Sjælland


Opdateret 06. oktober 2025 kl. 08:43

- Det er skræmmende, at det kan være farligt at begive sig ud på vejene.

Sådan siger en mand, da Nordjyske møder ham på parkeringspladsen, hvor en eller flere gerningspersoner sent søndag aften tændte en motorsav og fældede et birketræ ud over vejen.

Han havde planlagt at parkere bilen og gå en tur ved Store Blåkilde.

- Det strejfede mig, da jeg kørte herude, at jeg havde læst, at det også var sket i Nordjylland med fældede træer på vejene. Da jeg kom til parkeringspladsen, kunne jeg se, at der var politiafspærring på træet og fotografer, der var i gang med kameraer.

- Jeg håber, at det er et isoleret tilfælde og ikke noget, der kommer mere af, siger han.

En lignende sag på Sjælland

Han fortæller også, at det leder tankerne hen på en meget alvorlig sag fra Sjælland i marts, hvor en 55-årig mand blev dræbt. Et stort træ blev fældet og væltet ned i mandens bil.

Karsten Bjerregaard, som Nordjyske møder knap to kilometer fra parkeringspladsen, håber også, at der ikke kommer flere sager. 

Men han frygter, at det kan ske. 

- Det er sindssygt, man kan finde på at gøre det. Det er tilsyneladende en trend, at det er det, man gør lige nu. Jeg kan være nervøs for, at der kan komme flere, siger han.

Karsten Bjerregaard frygter, at der kan komme flere tilfælde. Foto: Lars Pauli

Det gør ham dog ikke generelt utryg for at begive sig rundt på vejene.

- Men når det kommer så tæt på, kan det godt være, man tænker over det, næste gang man kører igennem skoven.

Flere fældede træer

Politiet ser med stor alvor på sagen om det fældede træ ud over Møldrupvej ved parkeringspladsen, der hører til Store Blåkilde. 

Den ligger mellem Skørping og Astrup. Lige i nærheden af Madum Sø.

Søndag aften nåede en kvindelig bilist at standse sin bil i tide. Hun nåede dog ikke advare den modkørende, der kørte ind i træet.

Den modkørende bilist kom ikke til skade, men hans bil blev beskadiget. 

I løbet af mandagen kom det frem, at der indgår flere fældede pæle og træer i området tæt på parkeringspladsen i politiets efterforskning.

Ingen af dem er dog væltet ned over en vejbane.

Politiet skriver ikke, hvilke pæle og træer der er tale om.

I løbet af weekenden er flere hegnspæle ved Lilian Kristensens kofold blevet savet over. Det samme gælder træet bagved. Foto: Lars Pauli

Men Lilian Kristensen, der bor syv kilometer fra parkeringspladsen, har oplevet, at flere af hegnspælene til hendes kofold blev savet over i løbet af weekenden, fortæller hun til TV 2.

Derudover har Arden Skoles nye legetårn i løbet af sidste uge været udsat for hærværk, skriver de på Facebook.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden