Borgere lægger blomster for Mia og Oliver i Aalborg
Flere borgere har lagt blomster, hvor 22-årig kvinde på videoovervågning sidst blev set i live.
En formodet drabssag og en drukneulykke har inden for ganske kort tid ramt Aalborg, og borgere i byen er påvirket af de to sager.
I den nordjyske by har folk derfor lagt blomster for savnede Mia Skadhauge Stevn samt 21-årige Oliver, som menes at være faldet i Limfjorden efter en bytur.
Det har de gjort ved en Netto på gaden Vesterbro, som er det sted, hvor Mia Skadhauge Stevn på videoovervågning sidst er set i live. Her steg hun ind i en mørk bil klokken 06.09 søndag 6. februar.
I sagen om den 22-årige kvinde har politiet sigtet to mænd for drab. De to mænd nægter sig skyldige.
Politiet mener, at dele af et lig fundet i Dronninglund Storskov er den savnede kvinde.
Man afventer dog fortsat undersøgelser, der blandt andet skal bekræfte, at der er tale om den 22-årige og fastslå dødsårsagen.
Den 21-årige mand betragtes af politiet som omkommet. Videomateriale viser, at han faldt i Limfjorden.
Det menes at være sket efter en bytur.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.