Brand i industribygning er overgået til kemikalieindsats
Onsdag aften er der brand i en industribygning i Albertslund. Branden er under kontrol, oplyser beredskab.
Sent onsdag aften er der meldinger om brand i en industribygning på Gadagervej i Albertslund.
Branden er under kontrol, og røgen er aftagende.
Indsatsen er i stedet overgået til en kemikalieindsats, hvor man arbejder på at håndtere et eventuelt udslip af kemikalier i bygningen.
Det skriver Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X.
Klokken 22.13 gik en tyverialarm i bygningen, som højst sandsynligt er udløst på grund af branden, oplyser David Borchersen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
- Da man kommer derud, lugter der af røg, og man kan høre nogle små eksplosioner, siger han.
Der var gået ild i nogle batterier, og der skulle ligeledes være noget gødning, som stod nær batterierne.
Ilden i batterierne er slukket igen, oplyser vagtchefen.
Der er ingen meldinger om nogle tilskadekomne. Man forventer dog at være på stedet i noget tid.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.