Bus udbrændte - nu bliver alle andre busser tjekket
Ældre bus på køreteknisk anlæg kommer aldrig ud at køre igen
Opdateret kl. 18:56
NØRRESUNDBY: Gæster på havnefronten i både Aalborg og Nørresundby gned sig en ekstra gang i øjnene, da sort røg torsdag eftermiddag steg til vejrs over Køreteknisk anlæg på Lufthavnsvej i Nørresundby.
Og de var ikke de eneste, for det kunne ses viden om, da en ældre bus brød i brand, mens et hold buschauffører var på efteruddannelse på anlægget, som siden 2016 er blevet forpagtet af AMU Nordjylland.
Branden opstod, mens der var elever i bussen.
- Men de er ude, oplyser Dorte Nielsen, der er ejendomsservicetekniker på det køretekniske anlæg.
Hun fortæller, at det blev forsøgt at slukke branden med ildslukkere på stedet.
- Men det var ikke nok. Der er stort set ikke noget tilbage af bussen. Det var en luftbælg, der sprang, og så gik der ild i skidtet, siger Dorte Nielsen, som selv slog alarm via 112.
Nordjyllands Beredskab blev derfor tilkaldt og sørgede for at slukke branden.
Hos AMU Nordjylland er der lettelse over, at ingen kom til skade.
- Kurset blev afholdt af to erfarne faglærere. De reagerede straks, da de opdagede røgen og fik kursisterne ud af bussen og på god afstand. Det er vores oplevelse, at situationen hele tiden var under kontrol og kursisterne trygge, forklarer AMU Nordjylland i en mail til Nordjyske.
Buschaufførerne var på kursus for at få opdateret deres EU-bevis.
AMU Nordjylland oplyser, at de nu er i gang med at gennemgå de øvrige busser på anlægget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.