Krimi

Buschauffør idømmes fængsel efter buspåkørsel og dødsulykke

Buschaufføren havde kokain i blodet, da han sidste år kørte ind i en 75-årig kvinde, der efterfølgende døde.

Kvinden pådrog sig et kritisk hovedtraume og afgik ved døden ni dage senere. (Arkivfoto).
Kvinden pådrog sig et kritisk hovedtraume og afgik ved døden ni dage senere. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:02

En 41-årig buschauffør er tirsdag idømt tre år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab, efter at han sidste år påkørte en 75-årig kvindelig cyklist på Nylandsvej i Køge.

Det skriver Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på tjenesten Anklager Update.

Kvinden pådrog sig et kritisk hovedtraume og afgik ved døden ni dage senere.

Buschaufføren kørte med kokain i blodet, da ulykken skete.

- Han erkendte at have kørt påvirket, men nægtede at være skyld i ulykken og ankede på stedet, skriver anklagemyndigheden.

Manden får desuden en frakendelse af sit kørekort i tre et halvt år.

Der var ingen passagerer i bussen, da påkørslen fandt sted.

Manden satte sig ved rattet i en Movia-bus, selv om han var påvirket, fordi han dagen før havde indtaget kokain og cannabis.

Den 75-årige cyklist blev påkørt bagfra cirka klokken 16.25 på Nylandsvej 20. august.

Kvindens tilstand blev i første omgang beskrevet som "yderst kritisk". Senere var meldingen endda, at kvinden var uden for livsfare.

Buschaufføren blev i første omgang sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, men sigtelsen blev siden ændret til uagtsomt manddrab.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden