Byret har nu planlagt straffesag mod politiledere fra Tibet-sagen
Straffesag om påstået løgn i retten om kinesisk statsbesøg vil strække sig over 14 retsmøder.
Opdateret kl. 15:45
Først næste efterår kommer en straffesag mod to politiledere, der er tiltalt for at have løjet om Tibet-sagen, for retten.
Københavns Byret har afsat ikke mindre end 14 retsmøder til sagen. De vil blive afviklet i tiden fra 11. september til 2. november 2023, oplyser vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich fra Statsadvokaten i København.
De to ledere er tiltalt for at have talt usandt under et retsmøde helt tilbage i august 2013. Her blev de afhørt om statsbesøget af Kinas præsident Hu Jintao året før.
Det vil altså sige, at byretten først ti år efter den påståede overtrædelse af straffeloven kan afsige dom.
Den såkaldte berammelse af sagen er netop faldet på plads under et retsmøde i byretten.
Det var i maj 2018, at Statsadvokaten i København rejste tiltale mod de to mellemledere i Københavns Politi for falsk forklaring for retten. Men sagen kom ikke i gang. Det skyldtes, at byretten valgte at udskyde sagen, fordi Tibetkommissionen helt usædvanligt var blevet nedsat på ny.
De to mænd har nægtet sig skyldige.
Den ene var politikommissær og var den, der gav sine underordnede en særlig kommando under statsbesøget: "Tag flaget fra dem, kom!"
Tibetkommissionen har slået fast, at borgere blev hindret i at demonstrere og ytre sig. For eksempel fik flere personer frataget deres tibetanske flag.
Politiet har givet over 100 personer erstatning, fordi politiet krænkede deres menneskerettigheder og rettigheder ifølge Grundloven.
Det var under inspiration af meldinger fra Udenrigsministeriet og PET, at politiet begik ulovlighederne, er kommissionen nået frem til. Den kinesiske leder tålte ikke at se flag og demonstranter, hed det sig.
Den anden tiltalte i sagen, der er vicepolitiinspektør, kom med en særlig instruktion til sine underordnede mellemledere:
"I har den vigtigste opgave af alle, nemlig at spotte og forhindre utilsigtede demonstrationer, happenings mv. I må virkelig peppe dem op, så de er superskarpe, når præsidenten er på køretur. Vi tåler simpelthen ikke dumme situationer. Skal vi redde lidt bedre økonomiske vilkår til nationen og måske deraf et dryp til politiet, ligger det på jeres skuldre..."
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.