Camping-kup opklaret: Kærestepar taget med narko og tyvekoster
Politiet ransagede tirsdag en ejendom på Mors, hvor et kærestepar blev fundet i besiddelse af blandt andet narko og tyvekoster

Michael Nøhr Nielsen fra Møllegårdens Camping kan atter sidde blødt i campingvognen her. Privatfoto
THY-MORS:På baggrund af et tip fra en borger i sagen om tyveriet af hynder fra campingvogne ved Møllegårdens Camping i Vilsund rykkede lokalpolitiet i Thisted tirsdag kl. 10 ud til en ejendom i udkanten af Nykøbing.
Her foretog man en ransagning, og det skulle vise sig, at der var rigeligt at komme efter på adressen, hvor et kærestepar - bestående af en 23-årig kvinde og en 47-årig mand - er bosiddende.
Udover hynderne, der udgør en værdi på godt 65.000 kroner, fandt politiet 771 gram hash, en peberspray, en stjålet havetraktor af mærket "Simplicity" og en lukket cargotrailer, der blev stjålet fra Skive-området tidligere på året.
Efter fundet af de mange koster tog politiet den 23-årige kvinde med på politistationen i Thisted.
- Hun blev sigtet, afhørt og registreret med foto, fingeraftryk og DNA. Det giver os mulighed for at sammenholde hendes data med tidligere sager, så vi kan tjekke, om vi har andre sager liggende, hvor hendes DNA eller fingeraftryk er til stede, som hun kan sigtes for, siger politiassistent René Carlsen.
Kvinden blev sat på fri fod omkring kl. 13.45, og den 47-årige kæreste kom til politigården for at køre hende hjem til Mors.
Han blev imidlertid stoppet tæt ved stationen og sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand, ligesom han har fået frakendt sit kørekort og derfor er sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
De fundne tyvekoster er nu genforenet med deres retmæssige ejere.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.